Et ganske særligt børnehjem

I det fjerne dukker et par høje skikkelser i grønne kitler og krøllede, hvide safarihatte op og kalder med skingre stemmer: “Kalama!” “Kitirua!” “Olare!” Og pludselig dukker der elefantunger frem fra krattet, 18 brune hoveder med hængeører i et spredt optog. Deres lange snabler styrer de kugleformede kroppe med en hypnotisk ynde. Ungerne standser op under de farvedraperede træer, hvor dyrepasserne binder et varmt tæppe om hver elefant, før de begynder at vandre hjem.

15. september 2011

I det fjerne dukker et par høje skikkelser i grønne kitler og krøllede, hvide safarihatte op og kalder med skingre stemmer: “Kalama!” “Kitirua!” “Olare!” Og pludselig dukker der elefantunger frem fra krattet, 18 brune hoveder med hængeører i et spredt optog. Deres lange snabler styrer de kugleformede kroppe med en hypnotisk ynde. Ungerne standser op under de farvedraperede træer, hvor dyrepasserne binder et varmt tæppe om hver elefant, før de begynder at vandre hjem.

Hjem er David Sheldrick Wildlife Trust i Nairobi, et rednings- og rehabiliteringscenter for forældreløse elefanter og det center, der har størst succes med det i hele verden. “Børnehjemmet” tager imod unger fra hele Kenya, der er blevet forældreløse, som regel på grund af krybskytter eller konflikter med mennesker, og opfostrer dem, til de ikke længere er afhængige af mælk.

Når de er kommet sig og er blevet stabiliseret, bliver de flyttet over 160 km længere mod sydøst til to udslusningslejre i Tsavo Nationalpark. Der kan de langsomt og i deres eget tempo vænne sig til livet i naturen. Overgangsperioden kan vare 8-10 år. Programmet er et nyskabende eksperiment, der bygger på indføling med elefanterne, og er blevet nødvendigt på grund af nogle menneskers ekstreme mangel på samme.

Det er en trist og farlig tid for verdens største landdyr. Engang strejfede elefanterne rundt på Jorden som landjordens hvaler og fulgte urgamle vandringsruter indprentet i deres fænomenale hukommelse. Nu er de trængt sammen i mere og mere opsplittede territorier. De, der ikke bliver slået ihjel for deres stødtænder eller kød, mister levesteder, fordi både menneskene og områderne med tørke breder sig.

I 1979 blev bestanden af afrikanske elefanter vurderet til at være på omkring 1,3 millioner dyr. Nu er der ca. 500.000 tilbage. I Asien anslår man, at der er 40.000 vilde elefanter tilbage. Og selv om elefantbestanden svinder ind, vokser antallet af konflikter mellem mennesker og elefanter alligevel. I Afrika hører man næsten dagligt om sammenstød mellem elefanter og landsbyboere.

En af de nyankomne på børnehjemmet er en hunelefant ved navn Murka, der blev fundet nær Tsavo Nationalpark med et spyd boret dybt ind mellem øjnene og gabende spyd- og øksesår på ryg og sider. Spyddet var nået 25 cm ind og havde sprængt bihulerne, så den ikke kunne suge vand op i snablen og derfor ikke kunne drikke. De dybe sår var fulde af maddiker.

Dens mor var nok blevet slået ihjel af krybskytter, og den et år gamle unge er formentlig blevet angrebet af lokale masaier, der var vrede over, at deres græsningsarealer var blevet lagt ind under nationalparken. En mobil dyrlægeenhed fik bedøvet ungen, renset sårene og fjernet spyddet.

Måske er du interesseret i ...

Læs også