Dovendyret dyrker kærlighed i slowmotion

Hvordan foregår parring, når man er et dovendyr, som hviler sig helt op til 20 timer i døgnet og i øvrigt bevæger sig meget lidt?

4. marts 2015

Dovendyret er et let bytte

Hvor dovne er dovendyr egentlig? De tilbagelægger ofte kun et par meter om dagen, og de hviler sig i op til 20 timer i døgnet. Desuden er disse trælevende planteæderes stofskifte så langsomt, at de kun klatrer ned fra træet for at have afføring en gang om ugen. Og det er godt, for nede på jorden er det kluntede dovendyr et let bytte for biler, mennesker og andre dyr.

Dovendyrets skelet er tilpasset en siddende eller liggende stilling eller en stilling, hvor det hænger med hovedet nedad i træer. Det er sådan, dovendyr spiser, sover, føder unger – og parrer sig.

I regnskovsafdelingen i Baltimore National Aquarium har dovendyrene fået fire unger, men de ansatte har aldrig set dyrene føde eller parre sig, siger kurator Ken Howell. “Jeg forestiller mig, at de holder deres privatliv privat.” Når deres tilbagetrukne levevis alligevel fører til sex, “er det vist hurtigt overstået”, siger han.

En langtrukken affære

Både og, siger Mark Rosenthal fra organisationen Animal Magic i Michigan, der har til formål at beskytte og udbrede kendskabet til eksotiske dyr. Med lidt held og en smartphone lykkedes det ham at optage “en meget sjælden video af to af vores dovendyr i gang med at parre sig”, mens de hænger fra en gren.

I kommentarsporet beskriver han med lange pauser den langtrukne scene: “Hannen bliver ved at forsøge ... hunnen er modtagelig ... Han prøver igen ... Jeg beder seerne om tålmodighed. Det er dovendyr ...”

Dovendyr

Levested Central- og Sydamerika

Status Ikke truet (gælder fire af de seks arter)

Fakta To tretåede arter er i fare: Brasiliens mankedovendyr er sårbart, og Panamas pygmædovendyr er kritisk truet.

Måske er du interesseret i ...

Læs også