Det begyndte med “skinvidenskab”

Ræveforsøgets rolle i afdækningen af den historie er så meget desto mere bemærkelsesværdig, når man tænker på, hvordan det begyndte. I midten af det 20. århundrede forbød Sovjetunionens førende biologer – under Stalin og med den berygtede agronom Trofim Lysenko i spidsen – forskning på grundlag af Gregor Mendels genetiske teorier. Men Dmitrij Beljajev og hans bror, Nikolaj, der begge var biologer, var fascineret af de muligheder, der lå i disse teorier.

31. marts 2011

Ræveforsøgets rolle i afdækningen af den historie er så meget desto mere bemærkelsesværdig, når man tænker på, hvordan det begyndte.

I midten af det 20. århundrede forbød Sovjetunionens førende biologer – under Stalin og med den berygtede agronom Trofim Lysenko i spidsen – forskning på grundlag af Gregor Mendels genetiske teorier. Men Dmitrij Beljajev og hans bror, Nikolaj, der begge var biologer, var fascineret af de muligheder, der lå i disse teorier.

“Dengang blev genetik betragtet som en skinvidenskab,” fortæller Ljudmila Trut. Da brødrene trodsede forbuddet og fortsatte deres genetiske undersøgelser, mistede Dmitrij Beljajev sit job, mens Nikolaj led en endnu mere tragisk skæbne: Han blev sendt i arbejdslejr, hvor han senere døde.

Det hemmelige genetik

Dmitrij Beljajev fortsatte i al hemmelighed arbejdet med genetikken, som han dækkede over ved at kalde det forskning i dyrefysiologi. Han var især optaget af, hvordan der kunne have udviklet sig så utroligt mange forskellige hundearter ud fra deres ene fælles forfader, ulven. Svaret, vidste han, var nødt til at ligge på det molekylære niveau. Derfor besluttede Dmitrij Beljajev sig for at genskabe den evolutionære proces selv. Og sølvræven – et medlem af hundefamilien, som aldrig var blevet domesticeret – syntes at være det perfekte valg.

I 1958 bestod Ljudmila Truts første opgave som kandidatstuderende i at rejse rundt til sovjetiske pelsfarme og udvælge de roligste ræve, hun kunne finde. De skulle danne udgangspunkt for Dmitrij Beljajevs forsøg. Forbuddet mod genetiske undersøgelser var blødt op siden Stalins død i 1953, og Dmitrij Beljajev etablerede sig i Sibirien på det splinternye institut for cellebiologi og genetik. Men han var stadig forsigtig med kun at beskrive undersøgelsen i fysiologiske vendinger.

Genetikken blev ikke nævnt med ét ord. Ljudmila Trut fortæller, at da præsident Nikita Khrusjtjov besøgte instituttet, hørte nogen ham sige: “Hvad? Er de der genetikforskere her stadig? Er de ikke blevet udryddet?” Men Dmitrij Beljajevs chef førte en forsigtig politik, og i ly af den og positive artikler om genetik skrevet af Khrusjtjovs journalistdatter kom rævefarmforsøget lige så stille i gang.

Ljudmila Truts første gang

I 1964 begyndte fjerde generation allerede at leve op til forskernes forhåbninger. Ljudmila Trut husker stadig den første gang, hun så en ræv logre med halen, da hun nærmede sig. Inden længe mindede de mest tamme ræve så meget om hunde, at de sprang op i favnen på forskerne og slikkede dem i ansigtet. Engang i 1970’erne tog en medarbejder en af rævene med sig hjem i et stykke tid og havde den boende som kæledyr.

Da Ljudmila Trut besøgte ham, opdagede hun, at han gik tur med ræven uden snor “ligesom med en hund. Jeg sagde, ‘lad være med det, vi mister den, og den tilhører instituttet’,” fortæller hun. “‘Bare vent,’ sagde han, fløjtede og kaldte ‘Coca’. Og så kom den tilbage.”

Samtidig begyndte flere af rævene at udvise tegn på domesticeringsfænotypen: Dyrene beholdt deres medfødte hængeører i længere tid og havde karakteristiske hvide pletter i pelsen. “I begyndelsen af 1980’erne observerede vi en eksplosionsagtig forandring af deres ydre fremtoning,” siger Ljudmila Trut. I 1972 omfattede forskningsarbejdet også rotter – efterfulgt af mink og i en kort periode også oddere. Odderne viste sig imidlertid svære at avle på, og forsøget blev til sidst opgivet, men forskerne var i stand til at påvirke adfærden hos de to andre arter på samme måde som hos rævene.

Men så netop som de genetiske redskaber, der kunne være med til at opfylde Dmitrij Beljajevs slutmål om at spore forbindelsen til dyrets dna, blev tilgængelige, stødte projektet på nye forhindringer. Sovjetunionens sammenbrud betød markant færre penge til videnskabelige projekter, og forskerne kunne ikke gøre ret meget andet end bare at holde rævebestanden i live. Da Dmitrij Beljajev døde af kræft i 1985, overtog Ljudmila Trut forskningsarbejdet og kæmpede hårdt for at skaffe penge til det. I begyndelsen af det nye årtusind var hun imidlertid tæt på at måtte opgive forsøget helt.

Nogenlunde samtidig læste den russiskfødte forsker i molekylær genetik ved Cornell University Anna Kukekova om projektets kvaler. Hun besluttede at koncentrere sin egen forskning om forsøget. Med hjælp fra Gordon Lark fra University of Utah og penge fra National Institutes for Health (NIH) gik hun sammen med Ljudmila Trut om at prøve at færdiggøre det arbejde, som Dmitrij Beljajev var begyndt på.

Ikke alle ræve er lige søde

Det er ikke alle rævene på farmen i Novosibirsk, som er lige så imødekommende som Mavrik. På den anden side af den vej, hvor Mavrik og hans tamme artsfællers barak ligger, er der endnu en barak fyldt med trådbure, som hver især huser det, forskerne kalder en “aggressiv ræv”.

For bedre at kunne studere de tamme dyr havde forskerne brug for et sammenligningsgrundlag – en gruppe dyr, som så afgjort ikke var tamme. Ungerne i den aggressive bestand bliver vurderet, i forhold til hvor fjendtlig deres adfærd er, og der bliver kun avlet videre på de mest aggressive. Her finder vi den halelogrende Mavriks onde tvillinger: De hvæser, blotter tænderne og bider i buret, så snart der bare er mennesker i nærheden.

“Prøv engang at se hende her,” siger Ljudmila Trut og peger på en snerrende ræv. “Se, hvor aggressiv hun er. Hun er født af en aggressiv mor, men opfostret af en tam hunræv.” Den aggressive mor havde ikke mad til sin unge, og det viste sig at være held i uheld, for dermed fik forskerne bevist en af deres teser: Rævenes reaktion på mennesker handler mere om natur end miljø. “Her er det generne, der forandrer sig,” siger hun.

Det har imidlertid vist sig meget svært at fastlægge domesticeringens præcise genetiske fingeraftryk. Først skal forskerne finde generne for henholdsvis venlig og aggressiv adfærd. Sådanne generelle adfærdsmæssige karaktertræk er rent faktisk en sammensmeltning af mere specifikke egenskaber – frygt, mod, passivitet, nysgerrighed – som skal isoleres, måles og spores til individuelle gener eller gensæt, der arbejder sammen. Når disse gener er identificeret, kan forskerne afprøve, om de, der har indflydelse på adfærden, også er ansvarlige for hængeørerne, den brogede pels og andre karakteristika, som kendetegner domesticerede arter. En af de teorier, som forskerne i Novosibirsk arbejder med, er, at de gener, som styrer dyrenes adfærd, gør det gennem en ændring af kemiske stoffer i deres hjerne. Og forandringer i disse neurokemiske stoffer har så også den følgevirkning, at de faktisk ændrer dyrenes fysiske udseende.

Lige nu koncentrerer Anna Kukekova sig imidlertid kun om det første skridt: at få kædet den tamme adfærd sammen med specifikke gener. Hvert år rejser hun sidst på sommeren fra Cornell til Novosibirsk for at evaluere årets nyfødte unger. Når forskerne er i kontakt med ræveungerne, behandler de hver ræv fuldstændigt ens, og det hele bliver optaget på video: Buret åbnes, en hånd stikkes ind, og forskeren rører ved ræven. Senere gennemgår Anna Kukekova videomaterialet og vurderer ved hjælp af objektive teknikker rævenes attitude, lyde og andre former for adfærd.

Disse data gemmes så sammen med dyrenes stamtræ og udgør tilsammen optegnelserne over tamme, aggressive og “krydsede” ræve (dem, som har en forælder fra hver gruppe). Det amerikansk-russiske forskerhold udtager derefter dna af blodprøver fra hver ræv i undersøgelsen og kigger efter tydelige forskelle i arvemassen hos dyr med henholdsvis aggressiv og tam adfærd. Forskerne fortæller, hvordan de har fundet to områder, som er meget forskellige hos de to adfærdstyper og derfor måske omfatter vigtige domesticeringsgener. Meget tyder på, at domesticering ikke bestemmes af et enkelt gen, men af en række genetiske forandringer.

4500 km længere vestpå, i Leipzig i Tyskland, er et andet laboratorium nået til samme afgørende fase i forskningen af domesticeringsgener hos rotter. Frank Albert, som er forsker ved Max-Planck-Institut für evolutionäre Anthropologie, modtog i 2004 30 efterkommere af Dmitrij Beljajevs rotter (15 tamme og 15 aggressive). “Vi har fundet områder i arvemassen, som har indflydelse på tamhed og aggression,” siger Frank Albert. “Men vi ved ikke, hvilke gener der forårsager disse signaler. Ligesom Anna Kukekovas forskerhold, siger han, “er vi nu i gang med at indsnævre listen af mulige gener”.

Når en af grupperne præcist kan lokalisere en eller flere af de specifikke genetiske “stier”, der er involveret, kan de eller andre forskere begynde at lede efter tilsvarende gener hos andre domesticerede arter. “Ideelt set vil vi gerne identificere de specifikke gener, som er involveret i tam og aggressiv adfærd,” siger Anna Kukekova.

I sidste ende bliver den største gevinst ved forskningen måske fundet af lignende gener hos den mest domesticerede af alle arter: mennesket. “Det vil være utroligt informativt, hvis man finder ud af, hvad der har ændret sig hos disse dyr,” siger genforsker Elaine Ostrander fra NIH. “Alle venter i spænding på, hvad de finder ud af.”

Måske er du interesseret i ...

Læs også