Asiens nådesløse dyrehandel

Verdens mest truede dyreliv tvinges i knæ af en umættelig efterspørgsel efter medicin, eksotiske kæledyr og kulinariske delikatesser. Lovlig og ulovlig handel med dyr er en milliard-forretning.

10. februar 2010 af Bryan Christy

Den 14. september 1998 steg en tynd malaysier ved navn Wong Keng Liang ud af et fly fra Japan Airlines i Mexico Citys internationale lufthavn. Han var klædt i forvaskede cowboybukser, lyseblå jakke og en T-shirt med et hvidt leguanhoved. En repræsentant for de amerikanske myndigheder, George Morrison fra USA’s fiskeri- og vildtforvaltning (USFWS), stod klar til at tage imod. Straks efter anholdelsen blev Anson Wong (det navn, Wong Keng Liang er kendt under blandt alverdens illegale dyrehandlere og ordenshåndhævere) lagt i håndjern, ført væk af mexicanske politifolk og bragt til Mexicos største fængsel, det berygtede Reclusorio Norte.

George Morrison var leder af en hemmelig eliteenhed på fem mand, og for ham og hans folk var Anson Wong, verdens mest eftersøgte smugler af truede dyrearter, deres livs fangst. Anholdelsen, som myndighederne i Australien, Canada, Mexico, New Zealand og USA havde været involveret i, var en hårdt tilkæmpet sejr. Den var kulminationen på en fem år lang, hemmelig operation, der af mange betragtes som den mest vellykkede internationale efterforskningsindsats på området nogensinde.

I alt for mange lande (bl.a. USA) havde det alt for længe været sådan, at man, når der stod “vilde dyr og planter” foran “kriminalitet”, tog det knap så alvorligt. Den offentlige anklagemyndighed i USA ville bruge Anson Wongs dom til at vise verden, at mennesker, der smugler vilde dyr og planter, er forbrydere. Så ud over en sigtelse i henhold til den amerikanske Lacey-lov om handel med vilde dyr og planter blev han tiltalt for sammensværgelse, smugleri af særlig alvorlig karakter og hvidvask af penge.

Anson Wong kæmpede i næsten to år for at undgå at blive udleveret til USA, men til sidst indgik han en aftale om strafnedsættelse, mod at han erkendte sig skyldig i forhold, der kunne give op til 250 års fængsel og en bøde på 62,5 millioner kr. Den 7. juni 2001 blev han idømt 71 måneders fængsel (hvoraf de 34 måneder allerede var afsonet) og en bøde på 300.000 kr., ligesom han fik forbud mod at sælge dyr i USA i tre år efter sin løsladelse.

Men hvis dommeren troede, at Anson Wong ville respektere sådan et forbud, tog han fejl. Kort efter anholdelsen oprettede Anson Wongs kone og kompagnon, Cheah Bing Shee, det nye selskab CBS Wildlife, som eksporterede vilde dyr til USA, mens hendes mand sad i fængsel. Og Anson Wongs primære virksomhed, Sungai Rusa Wildlife, sendte fortsat dyr af sted til trods for forbuddet. I dag er Anson Wong atter på fri fod, og han har iværksat et nyt projekt, en zoologisk have, der tegner til at blive hans mest dristige initiativ nogensinde.

Måske er du interesseret i ...

Læs også