Sandheden om chimpanser

Chimpanserne i det nordlige Congos urskov har stort set aldrig mødt mennesker. De udviser en dyb fascination af os – og en avanceret redskabskultur, som ikke er set andre steder.

17. februar 2010 af Joshua Foer

For et par år siden var Dave Morgan og Crickette Sanz ved at slå lejr langt inde i Congos regnskov, da de hørte en flok højrøstede chimpansehanner i det fjerne. Chimpansernes hujen blev højere, og de kunne høre, at flokken bevægede sig hurtigt gennem trækronerne. Det gik op for dem, at chimpanserne var direkte på vej mod deres lejr og snart ville være lige over dem. Men da flokken kun var godt 30 m væk, blev skoven stille. Der gik et par sekunder, og så hørte Crickette Sanz og Dave Morgan et forsigtigt “hu” fra et træ næsten lige over dem. De kiggede op og fik øje på en voksen chimpanse, der stirrede forvirret ned på dem.

Når vilde chimpanser møder mennesker, flygter de tit i ren panik. Det er forståeligt i betragtning af, at forholdet mellem de to arter ofte har været forholdet mellem bytte og jæger. Deres frygt for mennesker er en af grundene til, at det er så svært at studere vilde chimpanser. Før man overhovedet kan begynde, skal de lære ikke at stikke af, så snart de ser et menneske, og det er en tilvænningsproces, der kræver, at man tålmodigt følger dem rundt i skoven i årevis.

Det sidste, man forventer, når vilde chimpanser støder på mennesker, er, at de kalder på alle deres venner. Men det var lige, hvad der skete. Et øjeblik efter dukkede der endnu en chimpanse op. Så en tredje. Og en fjerde. Trækronerne genlød af ivrig hujen. Selv om det var Dave Morgan og Crickette Sanz, der var forskerne, var det chimpanserne, der opførte sig, som om de havde gjort en stor opdagelse. Flokken sad på grene over lejren hele aftenen og så nysgerrigt til, mens der blev tændt bål, rejst telte og lavet mad.

“Jeg tænkte: ‘Det må skovhuggere i hele Centralafrika også have oplevet, og krybskytter skød dem alle’,” siger Dave Morgan, der er tilknyttet Lincoln Park Zoo i Chicago og fredningsorganisationen Wildlife Conservation Society (WCS). Dave Morgan og Crickette Sanz har tilbragt størsteparten af det sidste årti i forskningsområdet Goualougo-trekanten – en uberørt lavlandsskov på 380 km², der gennemskæres af floderne Ndoki og Goualougo i det nordlige Congo (Brazzaville). De var begejstrede over nærkontakten med chimpanserne, men begyndte at spekulere på, hvornår det ville ende. Mørket var ved at falde på. Hvor ville chimpanserne bygge deres reder?

“Ganske rigtigt byggede de rederne lige over vores telte,” siger Dave Morgan. “Jeg sagde: ‘Det er herligt!’ Men vores stifindere sagde: ‘Slet ikke; det er noget rigtigt møg’.” Hele natten lang sad chimpanserne oppe i træerne og råbte, rystede grenene, tissede og lavede afføring på teltene og kylede pinde efter forskerne. Ingen fik sovet. Ved daggry kom chimpanserne ned på skovbunden og stod og så på forskerne få gang i ilden og lave morgenmad. Og så luskede chimpanserne af en efter en og forsvandt i den tætte underskov.

Måske er du interesseret i ...

Læs også