Nysgerrighed

Da de “nysgerrige” chimpanser i det nordlige Congo for første gang blev beskrevet her i maga­sinet i 1995 – chimpanser, som var ufordærvede af sammenstød med mennesker og tilsyneladende helt uvidende om vores eksistens – blev det hånet af en del primatforskere. “Folk var skeptiske: Nysgerrighed, hmm, hvordan definerer man lige det?” siger Crickette Sanz, der nu er professor ved Washington University i St. Louis, USA.

17. februar 2010

Da de “nysgerrige” chimpanser i det nordlige Congo for første gang blev beskrevet her i magasinet i 1995 – chimpanser, som var ufordærvede af sammenstød med mennesker og tilsyneladende helt uvidende om vores eksistens – blev det hånet af en del primatforskere. “Folk var skeptiske: Nysgerrighed, hmm, hvordan definerer man lige det?” siger Crickette Sanz, der nu er professor ved Washington University i St. Louis, USA. “Stakkels Dave, første gang han fortalte mig om chimpanserne, troede ikke engang jeg på det.” Selv om der længe havde verseret sporadiske anekdoter om frygtløse centralafrikanske aber, der fulgte opdagelsesrejsende rundt i junglen, som om de aldrig havde set et menneske før, overgik det forestillingsevnen, at der skulle være en hel skov fuld af dem.

Men Goualougo-trekanten og den enorme, ubeboede Nouabalé-Ndoki Nationalpark, som Goualougo er en del af, ligger så afsides og er så utilgængelige, at de stort set er forblevet uberørte af mennesker. Den nærmeste bebyggelse er landsbyen Bomassa, hvor der bor 400 bantu-bangombé-pygmæer, og den skal man vandre 50 km for at nå til. Her er ingen krybskytter, ingen skovhuggere, end ikke folk på gennemrejse. De eneste mennesker, en chimpanse i Goualougo formentlig nogensinde vil møde, er Dave Morgan, Crickette Sanz og resten af deres lille hold.

Wildlife Conservation Society (WCS), der forvalter to af Congos nationalparker i samarbejde med den congolesiske regering, havde oprindeligt håbet på, at Goualougo-trekanten kunne henligge fuldstændig uberørt som en slags reservat i reservatet, forbudt selv for forskere og deres skadelige påvirkning. Men den plan blev ændret under borgerkrigen i Congo i 1997. Tømmerfirmaet Congolaise Industrielle des Bois (CIB), som havde skovningsrettighederne i det nærliggende Kabo, byggede en dæmning for at transportere tømmer over Ndokifloden et par kilometer syd for dens sammenløb med Goualougofloden. I kraft af at CIB snart ville begynde at fælde tæt på reservatets naturlige grænser, mente WCS, at det var vigtigt at udstationere folk på stedet. “Vi var nødt til at nå herind før tømmervirksomhederne,” siger Dave Morgan. Så i 1999 vandrede han ud til Goualougo sammen med en enkelt congolesisk assistent og etablerede et af de mest afsidesliggende primatforskningscentre i verden.

Årsagen til, at han var i stand til at holde ud så fjernt fra civilisationen under yderst spartanske forhold, var i høj grad, at Crickette Sanz kom til Goualougo i 2001. Lige siden har hun været hans samarbejdspartner og livsledsager. Da jeg besøgte stedet i 2008, ville jeg gerne se, hvad der var blevet af dette eventyrland og dets tilsyneladende så uskyldige beboere. Goualougo er stadig et paradis for aber med en utrolig høj tæthed af både gorillaer og chimpanser. Her sker ting, der ikke ses noget andet sted i Afrika – og de sker hyppigt. Dave Morgan og Crickette Sanz har observeret chimpanser og gorillaer sidde i det selvsamme træ og æde frugt. (Det er måske ikke helt lammet, der sover sammen med ulven, men for primatforskere er det lige så bizart).

De har set chimpanser knytte hænderne og slå sig på brystet, som om de efterligner deres gorilla-naboer. Men den mest spektakulære opdagelse, der er blevet gjort i Goualougo i de senere år, er en bredere forståelse af det, man kun kan kalde chimpansekultur, nemlig deres skik med at bruge komplekse “værktøjssæt”. Efter forskernes målrettede studier af Goualougos chimpanser igennem et årti drejer det sig ikke længere om, hvor lidt chimpanserne ved om os, men snarere om, hvor meget vi nu ved om dem.

Måske er du interesseret i ...

Læs også