Saft fra overskydene vandmeloner kan blive en ny kilde til ethanol.
En amerikansk undersøgelse, offentliggjort i tidsskriftet Biotechnology for Biofuels, viser, at en femtedel af alle de vandmeloner, der bliver dyrket, har en forkert facon eller har pletter og derfor ikke bliver plukket.
Undersøgelsens medforfatter Wayne Fish, som er kemiker ved Agricultural Research Service i Oklahoma, siger, at en femtedel er en væsentlig mængde, da 1 ha vandmelonmark giver omtrent 150 tons meloner.
Fish og hans kolleger var i gang med et eksperiment, hvor de udvandt antioxidant fra vandmelonsaft, da de opdagede, at affaldsstrømmen af de sukkerholdige væsker kunne være en ethanolkilde.
Fish og hans forskningshold bryggede flere partier af frugtbrændstoffet i laboratoriet, før de fik optimeret processen og producerede 87 liter ethanol fra en 0.4 ha mark med vandmeloner.
Kemikeren siger, at den typiske vandmelonavler, som har 120 til 400 ha, lige så godt kan beholde det ethanol han producerer og bruge det til egen drift. Større avlere kan måske endda producere nok brændstof til at sælge.
Det giver til gengæld ingen økonomisk mening, at slæbe de uønskede vandmeloner til et ethanolbehandlingsanlæg. Mobile bryggerier, der kører fra avler til avler, er mere oplagt, siger Fish.
Fish sammenligner processen med at lave hjemmebryg, bare på en større skala og med et par specielle tricks i laboratoriet.
Selvom de var fokuserede på energipotentialet kunne kemikerne simpelthen ikke lade være med at smage på vandmelonbrændstoffet.
“Det slår dig i hvert fald ikke ihjel, men du skal ikke regne med at se vandmelon-øl på værtshusene i den kommende tid,” siger Fish.
Nyt blad: Eventyrlige billeder fra Bahamas’ giftige blå huller, Singapores forvandling fra søvnig flække og smukke kødædende planter.
Det virkede en gang helt utænkeligt, men Grønlands enorme iskappe smelter væk.