Hvem opfandt guillotinen?

Guillotinen blev brugt til henrettelser i Frankrig i næsten 200 år. Læs her, hvem der opfandt halshugnings-maskinen.

Apparatet er opkaldt efter den franske læge Joseph Guillotin og blev første gang brugt til en henrettelse under den franske revolution i 1792.

Joseph Ignace Guillotin kom til at lægge navn til anordningen, fordi han i nationalforsamlingen i 1789 foreslog, at alle dødsdømte skulle henrettes på samme måde – ved halshugning, som før havde været forbeholdt adelen – og at det burde foregå maskinelt.

Konstruktionen af maskinen blev udført i et samarbejde mellem kirurgen dr. Louis og en harpefabrikant, Schmitt. I begyndelsen havde guillotinen flere navne, bl.a. "nationens ragekniv" og louison eller louisette efter dr. Louis, men det er navnet guillotine, der har holdt ved.

Frankrig foretog den sidste henrettelse ved guillotinering i 1977. Landet afskaffede dødsstraffen i 1981.

Måske er du interesseret i ...

Læs også