Mennesker har en medfødt motivation til at løbe

Løb giver en behagelige følelse, der kendes som "runner's high", som kan have motiveret vores forfædre til at udvikle udholdenhed, fortæller en ny undersøgelse.

En langdistanceløber af tarahumara-folket deltager i en ultramarathon i Chihuahua i Mexico i 2011.
Marcos Ferro, Aurora Photos
En langdistanceløber af tarahumara-folket deltager i en ultramarathon i Chihuahua i Mexico i 2011.

Mennesker har en indbygget motivation til at løbe. Det viser en ny undersøgelse, der fokuserede på årsagerne til den behagelige følelse, der kendes som "runner's high" – at blive "høj" ved at løbe eller udfolde sig fysisk på andre måder.

Runner's high kan opleves ved moderat til intens aerob (iltkrævende) træning som løb og forekommer, når nogle naturlige kemiske stoffer ved navn endocannabinoider aktiverer den del hjernen, der forbindes med at "føle sig godt tilpas", siger Greg Gerdeman, som er en af forskerne bag undersøgelsen.

Løb aktiverer hash-lignende stof i kroppen

"Endocannabinoider er molekyler, der ofte beskrives som kroppens egne hashlignende stoffer, fordi de aktiverer tilsvarende receptorer i cellerne," siger Greg Gerdeman, der er biolog på Eckerd College i St. Petersburg i USA.

For at teste, om løb og dets følgevirkninger i form af velbehag er noget medfødt hos mere aktive dyr, foranstaltede Greg Gerdeman og hans kolleger et eksperiment med to arter naturlige atleter, hunde og mennesker, og en art, der ikke løber, fritten, som er en underart af europæisk ilder.

Holdet, som blev ledet af David Raichlen fra University of Arizona, fandt 10 forsøgspersoner, som skulle løbe og gå på et løbebånd. Otte hunde og otte fritter blev optrænet til at gøre det samme.

Forskerne tog blodprøver før og efter, at forsøgspersonerne og -dyrene havde trænet i 30 minutter.

Analyser af blodprøverne afslørede en øget forekomst efter træningen af et endocannabinoid ved navn anandamid hos alle hundene såvel som hos de menneskelige forsøgspersoner.

Hos fritterne var der derimod ingen ændringer i koncentrationen af endocannabinoid efter træningen i løb.

Holdet bad desuden de menneskelige løbere om at udfylde et spørgeskema om deres sindstilstand. Resultatet var, at alle forsøgspersonerne gav udtryk for, at de følte sig gladere efter træningen. Derudover fandt forskerne, at jo større stigning i anandamid, desto større forbedring af humøret, bemærker Greg Gerdeman.

Resultaterne underbygger teorien om, at atletiske arter har en indbygget motivation til at løbe i form af runner's high, mens ikke-atletiske arter som f.eks. friller ikke har det.

Påvirkede løb evolutionen?

Resultaterne giver måske et fingerpeg om, hvad der har motiveret mennesker til at udvikle anlæg for løb, en aktivitet, der ikke bare er udmattende, men også "gør én mere udsat for skader i en verden domineret af rovdyr", bemærker Greg Gerdeman.

Hvis tidlige mennesker oplevede runner's high, siger han, "er det den neurologiske belønning. Det har tilskyndet til ... gentagelser af adfærdsmønstret".

"Men den egentlige udviklingsmæssige gevinst har været en forbedret mulighed for overlevelse og formering som følge af disse adfærdsmønstre."

Eksempelvis har den øgede udholdenhed gjort jægere og samlere i stand til at fange bytte som f.eks. gazeller, der kan løbe hurtigt, men ikke langt. Denne strategi gjorde formentlig tidlige mennesker til mere succesrige jægere, siger forfatterne til undersøgelsen.

Løb gør alt mere intenst

Dan Lieberman fra Harvard University, der er biolog med speciale i den menneskelige udvikling, bemærker, at runner's high også kan have gjort tidligere jægere mere årvågne.

"Når man oplever runner's high, bliver alting mere intenst," siger Dan Lieberman. "Blåt bliver endnu mere blåt, og man får en øget fornemmelse af nærvær."

I 2004 offentliggjorde Dan Lieberman og hans kollega Dennis Bramble en undersøgelse, hvori de fremsatte den teori, at mennesker udviklede sig til at løbe lange distancer for ca. to millioner år siden.

Holdet understøttede deres teori med en række fysiske tilpasninger som f.eks. elastiske sener og korte underarme.

Den nye undersøgelse "udvider dette fra fysiske til også at omfatte neurobiologiske egenskaber", siger Dan Lieberman.

"Man skulle forvente, at hvis løb over lange afstande var vigtigt for vores forfædre for at kunne jage og samle, burde der være en feedback-mekanisme, som hjalp mennesker til at gøre det – og runner's high er en form for [positiv] feedback."

Undersøgelsen af runner's high blev offentliggjort i april i Journal of Experimental Biology.

Fotokonkurrence: Deltag her

Deltag i National Geographics månedlige fotokonkurrence her. Vinderen får sit billede offentliggjort i magasinet. Temaet er Aften- og nattebilleder.

Nyt blad: Roms gale kejser

Abonnement: I blad nr. 9 / 2014 kan du læse om Kejser Nero, der dræbte to af sine koner og muligvis sin egen mor. Men var han virkelig så slem?

Tilmeld nyhedsbrev

Gratis nyhedsbrev fra National Geographic.

Tilmeld og modtag hver uge:

  • De flotteste billeder
  • De bedste artikler
  • Ugens quiz

Illustreret Videnskab
Historie
National Geographic

Copyright © 2009 Bonnier Publications