National Geographic skriver historie med et stærkt temanummer om køn og kønsidentitet

Nu udkommer et særnummer i National Geographic Danmark, der allerede har vakt røre i USA. I sær-nummeret udforsker vi kønsidentitet og kønsroller.

26. januar 2017 af Karen Gunn, chefredaktør

Gå ikke glip af National Geographic Danmark nummer 1/2017 – i butikkerne nu

 I særnummeret udforsker vi kønsidentitet og kønsroller, og hvordan den traditionelle opfattelse af kønsbegrebet – fra videnskabeligt hold og socialt – er i hastig forandring.

Hele livet får vi sat mærkater på os – høj, lav, tyk, tynd, nørdet, kreativ – som får betydning for, hvordan vi opfatter os selv, og hvordan omverdenen opfatter os. Men intet har så stor betydning for vores identitet og skæbne som det allerførste mærkat, vi får ved fødslen: “Det blev en dreng, eller: “Det blev en pige.

Uanset hvor i verden man bor, har det mærkat afgørende betydning for de roller og forventninger, vi bliver stillet over for. Vi har derfor spurgt 80 niårige børn fra hele verden om, hvordan deres køn påvirker deres liv. Læs artiklen her.

En af de niårige børn, vi talte med, er Avery Jackson, der pryder forsiden af dette nummer. "Det bedste ved at være pige er, at jeg nu ikke behøver at lade, som om jeg er dreng," fortæller hun.


Stærke reaktioner

Det er første gang, at en transkønnet person har været på forsiden af magasinet – og det er en af de ting, der har vakt stærke reaktioner, siden temanummeret kom på gaden i USA for et par uger siden. Temanummeret har affødt tusindvis af emails, breve og kommentarer på de sociale medier, der spænder fra det begejstrede, forargede og bekymrede til det taknemmelige.

I de senere år er kønsdebatten blevet langt mere nuanceret. Mange unge ser i dag køn på en flydende skala og ikke kun som et spørgsmål om dreng eller pige. Den mere komplekse tilgang bakkes også op af forskerne, som er begyndt at afkode den vifte af biologiske, kulturelle, politiske og sociale elementer, der tilsammen skaber vores kønsidentitet.


Vores køn afgør vores skæbne

Køn betyder noget vidt forskelligt forskellige steder i verden. I nogle fattige områder er piger i fare for at blive giftet bort i en alt for ung alder og udsat for vold, bare i kraft af at være pige. Afhængigt af, om man er født i Danmark eller Kenya, er der enorm forskel på de forventninger en dreng skal indfri for at blive accepteret som en "rigtig" mand. Og hvordan er vilkårene for dem, der ikke føler, at de passer ind i en af de to kategorier?

Alt det og meget mere dykker vi ned i i et temanummer, der bugner af artikler om et emne, som gennemsyrer alt, hvad det vil sige at være menneske: vores egen identitet som mand, kvinde eller noget helt tredje.

Gå ikke glip af National Geographic Danmark nummer 1/2017 – i butikkerne nu.

Måske er du interesseret i ...

Læs også