Videnskaben kortlægger vores berøringsangst

Hertil og ikke længere! Mænd kan ikke klare at blive rørt på fødderne af andre mænd. Til gengæld er der næsten frit slag på hele kroppen, så længe den fremmede er en kvinde. Det viser ny forskning, der kortlægger europæernes berøringsangst.

2. november 2015 af Andreas Ebbesen Jensen

Kroppen og berøringens grænser

Et kærligt klap i numsen fra din partner bliver mødt med et overbærende smil, mens en nærgående fremmed person i bussen får de fleste til at søge mod udgangsdøren.

At vi i højere grad omfavner kærtegn fra personer tæt på os og rynker på næsen over fremmede menneskers berøringer kommer nok ikke som den store overraskelse.

Men hvor sætter vi egentlig grænsen i forhold til vores forældre, venner, søskende og perifere bekendtskaber, når det kommer til kropsberøring? Det har et hold forskere fra Oxford University og Aalto University i Finland nu fundet ud af.

'The Touchability Index' viser, hvor komfortable mænd og kvinder er ved at blive berørt på forskellige dele af kroppen. Den gule farve indikerer 'mest komfortabel', mens den sorte indikerer 'mindst komfortabel/tabu'. Indekset viser en variation af forskellige menneskers berøringer - fra kærester og venner til slægtninge og fuldstændig fremmede. Foto: Oxford University/Aalto University

Ingen fodmassage, tak!

1300 forsøgspersoner fra Frankrig, Storbritannien, Italien, Finland og Rusland blev for nyligt bedt om at tegne, hvor på kroppen de var ok med at blive berørt - af alle fra deres partner og nærmeste familie til en komplet fremmed fra gaden.

Og støder du på en fremmed på gaden, skal du nok holde dig til et simpelt håndtryk, hvis du ikke vil skræmme vedkommende væk. Rapporten konkluderer nemlig, at både mænd og kvinder ikke er trygge ved at blive rørt andre steder end på hænderne af mennesker, de ikke kender.

Noget af det mest interessante ved undersøgelsen er dog den til tider udtalte forskel på mænd og kvinder.

Mænd føler f.eks. et langt større ubehag ved at blive rørt i ansigtet og på fødderne af en fremmed, end kvinderne. Til gengæld er ingen områder tabu hos manden, når det kommer til berøringer af en fremmed af det modsatte køn:

Foto: Oxford University/Aalto University

“Resultaterne indikerer, at berøringer er et vigtigt redskab til at opretholde sociale relationer. Jo større nydelse, vi opnår via en given berøring, jo mere selektive er vi også i vores udvælgelse af, hvem der får lov til at røre os”, siger forskeren Juulia Suvilehto fra Aalto University i rapporten.

Forskernes body maps viser i øvrigt, at briterne er den mest berøringsangste nation af de fem europæiske lande, der har medvirket i undersøgelsen.

Læs hele rapporten her

Måske er du interesseret i ...

Læs også