Videnskaben forklarer: Derfor rødmer vi

Den røde farve på kinderne kommer ofte snigende, når vi mindst har brug for den. Og bevidstheden om den, vil bare forstærke den. Men hvorfor rødmer vi? Videnskaben forsøger at give svaret.

16. december 2016 af Karine Kirkebæk / Illustreret Videnskab

Vi er det eneste dyr, der rødmer. Og alle mennesker gør det – men hvorfor?

Forskere forstår ikke de røde kinder til bunds, men ved dog, at fænomenet er en cocktail af både fysiske og psykologiske reaktioner i vores krop.

Og når vi prøver at undertrykke en rødmen, bliver det som oftest kun værre – og rødere. Det siger Corine Dijk, der er klinisk psykolog ved University of Amsterdam, til Time.

Du kan ikke kontrollere det

Rødmen er en ukontrollerbar refleks og er udløst af følelser som flovhed, skyld, skam, vrede og romantisk stimulation.

Det kan fx opstå, når du taler for en stor flok mennesker eller med et menneske, du er forelsket i.

I disse situationer sender du dit nervesystem på overarbejde – og det sender signaler til musklerne i ansigtet om at slappe af. Afslapningen får små blodårer i din hud i fx kinderne til at udvide sig.

Og så opstår den synlige reaktion: Udvidelsen får blod til at samle sig i en slags pøl, og det giver dine kinder en synlig rød farve.

Se mere om rødmen.

Lys hud rødmer tydeligere

En undersøgelse foretager af Peter Drummond fra Murdock University i Australien, der forsker i rødmen, viser, at kvinder rødmer mere end mænd.

Peter Drummond har også fundet frem til, at mennesker med lys hud rødmer mere synligt end mennesker med mørk hud.

Det er især social ubehag, der frembringer røde kinder. Og mennesker med social angst har tendens til at rødme mere tydeligt end andre. I den forbindelse spekuleres der i, at rødmen er et udtryk for, at vi har fejlet socialt set.

Læs også

Måske er du interesseret i ...