Det gør din telefon ved dig

Du har den højst sandsynligt på dig konstant, og du kigger på den et hav af gange i løbet af dagen. Men det er ikke uden effekt. Din smartphone påvirker din krop.

20. juni 2016 af Karine Kirkebæk

Vores smartphones er blevet fast inventar i vores liv – på godt og ondt. Her er, hvad telefonen gør ved dig og din krop.

1. Dine øjne bliver dårlige

Forskere mener, at der er et direkte link mellem den stigende nærsynethed i verden og brugen af smartphones.

I 1970’erne var en fjerdedel af amerikanerne nærsynede, mens tallet er ca. 50% i dag. Og i nogle steder i Asien er 90% i dag nærsynede.

Nærsynethed øger i øvrigt risikoen for andre øjensygdomme som grøn stær og nethindeløsning.

2. Telefonen gør dig til en junkie

Det kan være svært at undvære sin telefon, for hjernen udløser små skud af signalstoffet dopamin, når vi fx spiller spil eller får notifikationer på app-symbolerne. Det kan sammenlignes med det, der sker i hjernen, når du indtager fx nikotin eller kokain.

Det er bl.a. dopaminen, der gør os afhængige af kokain og gambling – og vores telefon.

3. Gør dig afslappet

Hjernen udsender forskellige hjernebølger ved forskellige frekvenser. Alfabølger (8-12 Hz) i hjernen associeres ofte med afslapning – når du føler, at du ikke tænker på noget fx under meditation. Hvor gammabølger (36-42 Hz) forbindes med en bevidst opmærksomhed, som du bl.a. bruger, når du skal regne.

Og undersøgelser har vist, at når du taler i telefon, styrkes de alfabølger. Og telefoner er dermed med til at få din hjerne til at slappe af.

4. Blåt lys har en mørk side

Smartphones kan ødelægge din nattesøvn.

Skærmens blå lys er den store synder. Det kan have betydning for, hvor længe vi befinder os i dyb søvn, og det kan have en direkte indflydelse på sygdomme som diabetes, kræft og overvægt. Derfor har Apple lanceret et rødligt nattelys på deres telefoner.

For hvis du ligger og kigger på det blå lys, inden du skal sove, producerer kroppen mindre af hormonet melatonin, som styrer døgnrytmen. Melatoninproduktionen øges nemlig i mørke, og en øget melatoninproduktion gør dig søvnig.

Forskere fra Harvard anbefaler derfor, at du lægger telefonen fra dig to til tre timer, før du skal sove.

Måske er du interesseret i ...

Læs også