Din sovende hjerne styrer din hukommelse

Den sovende hjerne "beregner", hvad der skal huskes, og hvad der skal glemmes. Det hjælper dig til at tænke skarpere, når du er vågen.

2. december 2010 af Charles Choi, National Geographic News

Når vi sover, håndplukker hjernen de hukommelsesindtryk, der skal huskes, og det giver en skarpere og klarere tænkeevne, hævder en ny undersøgelse. Tidligere forskning har vist, at søvnen hjælper mennesker til at fastholde deres hukommelsesindtryk ved at indlejre dem i hjernen, så vi kan hente dem frem senere.

Men den nye undersøgelse, som er en gennemgang af både ny og ældre forskning i søvn og hukommelse, viser, at søvnen desuden omdanner erindringer på måder, som gør dem noget mindre præcise, men mere brugbare i det lange løb. For eksempel kan erindringer, der er gjort tilgængelige gennem søvn, hjælpe mennesker med at få nye indsigter, drage følgeslutninger og fremkalde abstrakte tanker, mens de er vågne.

"Den sovende hjerne er ikke dum - den indlejrer bare ikke alt, hvad man putter ind i den, men beregner, hvad der skal huskes, og hvad der skal glemmes," siger lederen af undersøgelsen, Jessica Payne, der er kognitiv hjerneforsker på University of Notre Dame i Indiana i USA.

Følelsesladede erindringer hænger fast

Eksempelvis er de erindringsdetaljer, der tilsyneladende huskes bedst, ofte de mest følelsesladede, siger Jessica Payne.

Jessica Payne og hendes kolleger fandt ud af, at hvis folk får vist en scene med en følelsesladet genstand i forgrunden - såsom en bil, der er kørt galt - er de mere tilbøjelige til at huske denne genstand end for eksempel palmetræer i baggrunden, især hvis de testes efter en nats søvn.

I stedet for at bevare scener i deres fulde omfang omstrukturerer hjernen tilsyneladende scenerne og husker kun de mest følelsesladede og måske vigtigste elementer i dem, mens den lader mindre følelsesprægede detaljer glide i baggrunden. Målinger af hjernens aktivitet afslører, at de dele af hjernen, der har forbindelse med følelser og fastholdelse af hukommelsesindtryk i perioder er mere aktive under søvn end i vågen tilstand.

"Det giver god mening at huske følelsesladede informationer selektivt. Vores forfædre ville helst ikke glemme, at der befandt sig en slange et bestemt sted, eller at nogen i stammen var særligt ondskabsfuld og skulle undgås," siger Jessica Payne, hvis undersøgelse blev offentliggjort i oktobernummeret af tidsskriftet Current Directions in Psychological Science.

"Erindringer handler ikke så meget om at huske fortiden som om at være forberedt på og kunne forudsige forskellige fremtidsscenarier."

Måske er du interesseret i ...

Læs også