Farer og fordele ved kongelig incest

Tutankhamons familie var ikke de eneste kongelige, der knyttede nære bånd mellem nære slægtninge.

27. september 2010 af David Dobbs

Da missionæren Hiram Bingham fra New England kom til Hawaii i 1820, blev han forfærdet over at opdage, at de indfødte dyrkede afguder, dansede hula og praktiserede incest i kongefamilien. Hawaiianerne selv delte ikke Hiram Binghams bestyrtelse over kongefamiliens adfærd. På Hawaii blev kongelig incest “ikke bare accepteret, men endda opmuntret” som et særligt privilegium for de kongelige, fortæller historiker Joanne Carando.

Mens seksuelle forhold mellem søskende eller mellem forældre og børn har været tabu i næsten alle kulturer i historien, har de kongelige faktisk være undtaget i mange samfund, heriblandt oldtidens Egypten, inkaernes Peru og i perioder Centralafrika, Mexico og Thailand.

Kongefamilierne i Europa undgik søskendeincest, men mange indgik ægteskab med fætre og kusiner – blandt andet hohenzollerne i Preussen, bourbonerne i Frankrig og den britiske kongefamilie. De spanske habsburgere, der herskede i næsten 200 år, giftede sig ofte med nære slægtninge. Deres dynasti endte i 1700, da Karl 2. døde – en konge, der var så plaget af helbreds- og udviklingsproblemer, at han først lærte at tale, da han var fire, og var otte år, før han kunne gå. Han havde også svært ved at tygge maden og kunne ikke få børn.

De fysiske problemer, som Karl 2. og Tutankhamon måtte kæmpe med, peger på en mulig forklaring på det nærmest universelle tabu mod incest: Sammenfaldet af gener kan give bagslag. I gennemsnit har søskende halvdelen af deres arvemasse tilfælles, ligesom forældre og børn har det. Fætre og kusiners overlapper med 12,5 %. Forhold mellem nære slægtninge kan give større risiko for, at skadelige, vigende gener mødes i barnet, især hvis generne bliver kombineret generation efter generation. Det øger risikoen for helbredsproblemer eller udviklingsforstyrrelser.

Hvis de kongelige kendte til den risiko, valgte de at ignorere den. Ifølge historieprofessor Walter Scheidel fra Stanford University, USA, er en af grundene, at “incest gør dem til noget særligt”. Kongelig incest finder mest sted i samfund, hvor herskerne har enorm magt og ingen ligemænd ud over guderne. Da guderne gifter sig med hinanden, bør de kongelige også gøre det.

Incest beskytter også kongefamiliens værdier. Ved at gifte sig med familiemedlemmer sikrer man, at kongen kun deler sin rigdom, privilegier og magt med folk, han allerede er i familie med. I stærke, centralistiske riger som oldtidens Egypten eller inkaernes Peru kan det betyde, at man kun gifter sig inden for den nærmeste familie. I samfund, hvor flere kulturer lever tæt på hinanden, som Europa i det 20. århundrede, kan det betyde, at man gifter sig med fjernere slægtninge fra andre kongehuse for at knytte alliancer, men samtidig bevarer slægtens magt.

Incest indebærer en reel risiko, men den er ikke uafvendelig. Selv med den høje genetiske fællesmængde, der opstår hos børn af forældre, som er søskende, kan det give flere sunde end syge børn. Og de kongeliges rigdom kan afbøde nogle af helbredsproblemerne.

En konge eller farao kan også forbedre sine chancer ved også at satse på andre forhold end de incestuøse. Han kan, som historiker Josiah Ober bemærker, gå i seng “med nærmest hvem som helst, han ønsker”. For eksempel lod inkaherskeren Huayna Capac (1493-1527) sin magt gå videre ikke blot til sin søn Huáscar, hvis mor var Capacs hustru og søster, men også til sin søn Atahualpa, hvis mor så vidt vides var medhustru. Og kong Rama 5. af Thailand (1873-1910) fik over 70 børn – nogle af dem i ægteskab med halvsøstre, men de fleste med medhustruer og konkubiner. Sådan en hersker kunne vælge at lade rigdom, sikkerhed, uddannelse og selv politisk magt tilflyde mange af sine børn, uanset deres mors status.

En genetiker ville sige, at han gav sine gener mange indfaldsveje til fremtiden.

Det kan virke beregnende. Alligevel kan kærlighed godt have spillet en rolle. Selv efter at Hawaiis kong Kamehameha 3. havde accepteret det kristne regime, blev han i flere år ved med at sove med sin søster, prinsesse Nahi’ena’ena – til glæde for de gamle, men til missionærernes bestyrtelse. De gjorde det, ifølge Joanne Carando, fordi de elskede hinanden.

Måske er du interesseret i ...

Læs også