Spørgsmål 3 - Hvad er det næste, der sker?

Hvad er det næste, der sker?

27. oktober 2014

Hvad er det næste, der sker?

Der er naturligvis ingen, der ved, hvor meget værre epidemien i Vestafrika bliver. USA’s centre for sygdomskontrol og –forebyggelse udsendte i slutningen af september en rapport, som forudsiger, at der i det værst tænkelige tilfælde vil være 1,4 millioner tilfælde i begyndelsen af det nye år. Verdenssundhedsorganisationen sagde i midten af oktober, at antallet af nye tilfælde frem til december kan stige med 10.000 om ugen, hvilket er 10 gange så stor en stigning som i den foregående måned. Og Verdensbanken har advaret om, at udgifterne i forbindelse med epidemien kan nå op på 190 milliarder kr., hvilket oven i sundhedskatastrofen vil være en økonomisk katastrofe for de tre vestafrikanske lande.

Vil epidemien sprede sig yderligere og føre til udbrud i andre dele af verden? Det håber vi ikke. Vil den vise sig som nye, sporadiske tilfælde hos mennesker, der har rejst fra Vestafrika uden at vide, at de var smittede, da de gik ombord på flyet (Thomas Eric Duncan var angivelig uvidende om det)? Sandsynligvis.

Hvad er den bedste metode til at begrænse den slags tilfælde? Streng kontrol i lufthavne, isolering af rejsende, der testes positive, rejserestriktioner eller måske et totalt forbud mod rutefly fra Liberia, Guinea og Sierra Leone. Disse tiltag vil formentlig hjælpe. Det vigtigste og mest effektive, vi kan gøre, er dog at hjælpe så meget som muligt med at standse udbruddet, hvor det begyndte, nemlig i Vestafrika.

Ebola skal bekæmpes i Vestafrika

Verden vil ikke være sluppet af med Ebola 2014, før Vestafrika er sluppet af med det. Selv strenge restriktioner og indrejseforbud for alle rejsende fra Vestafrika vil ikke gøre det umuligt for virussen at komme ind i Europa eller USA eller alle mulige andre steder.

Vores garanti mod truende dræbervirusser kan aldrig blive en 100 procents garanti. Dertil er der for mange, heriblandt nogle, der lurer i værtsdyr i fjerne skove, men også mere velkendte virusser som for eksempel Nipah i Bangladesh, Marburg i Uganda, Lassa i Vestafrika, Sin Nombre-virussen i det vestlige USA og alle de nye influenzaer, der kommer fra det sydøstlige Asien – plus mange andre, som endnu ikke er identificeret og navngivet.

Desuden er der for mange mennesker, der deler territorium med værtsdyrene og med hinanden. Vi er for tæt forbundne via lufttrafikken. Virusser er simple organismer, men godt tilpassede den moderne verden.

I år er det ebola, destruktiv og skræmmende. Næste år vil det være noget andet.

Måske er du interesseret i ...

Læs også