Vaccination
© Shutterstock

Mæslingeudbrud raser – vaccinér dine børn nu

Færre og færre bliver vaccineret mod mæslinger, og samtidig er den frygtede sygdom ved at tage fart igen i det sydøstlige Europa.

24. marts 2017 af Babak Arvanaghi

I øjeblikket hærger et mæslingeudbrud i Rumænien. Mindst 17 børn er døde af sygdommen siden september, og det seneste år har mindst 3.400 børn været smittet med den frygtede virus.

Men det er ikke kun i Rumænien, mæslinger er i fremgang.

Også lande som Tyskland, Belgien og Frankrig melder om en stigning i antallet af smittede børn.

Flokken står for fald

Mæslinger har været holdt i skak længe, fordi vi har en effektiv vaccine mod virusset som en del af børnevaccinationsprogrammet.

Men de senere år har et stigende antal forældre valgt, ikke at vaccinere deres børn på grund af religion, sygdom eller kvaksalveri.

Det er et problem, fordi vaccinen først for alvor bliver effektiv, når en stor procentdel er vaccineret. Her opstår den såkaldte gruppeimmunitet.

Animationen viser, hvordan gruppeimmunitet fungerer.

Jo flere der bliver vaccineret i en befolkning, des mindre er risikoen for, at en person, der ikke er vaccineret, bliver smittet.

Eksempelvis kan kræftpatienter ofte ikke vaccineres på grund af et nedsat immunforsvar og er derfor afhængige af, at raske mennesker omkring dem er vaccinerede.

Falsk forskning skaber frygt

I 1998 offentliggjorde den britiske læge Andrew Wakefield en undersøgelse i The Lancet, som påviste en forbindelse mellem vaccinen og autisme.

Men i 2010 trak The Lancet artiklen tilbage, fordi undersøgelsen var forfalsket, og siden blev al Wakefields forskning på området tilbagevist.

Alligevel bruger forældre stadig undersøgelsen som grund, når de dropper vaccinationerne.

Måske er du interesseret i ...

Læs også