Gift fra næbdyr skal behandle diabetes

Over 420 millioner mennesker lider af diabetes. Men et særligt hormon fundet i næbdyrets gift kan redde utallige menneskeliv, og endnu flere fra gener som følge af sygdommen.

9. december 2016 af Babak Arvanaghi

De lægger æg og hannerne har en giftig pig på foden.

Næbdyret er et sært pattedyr, men ikke desto mindre kan de næbbede kræ redde os fra en af vor tids største og farligste livsstilssygdomme.

Australske forskere har fundet ud af, at giften fra næbdyret kan være et slagkraftigt våben i kampen mod type 2-diabetes, også kendt som gammelmandssukkersyge.

GLP-1 er nøglen

Diabetespatienter lider under manglende insulin. De producerer for lidt af hormonet, og de har brug for større mængder end raske mennesker.

Insulin bliver produceret i bugspytkirtlen og binder sig til sukkermolekyler, så de kan optages af vores celler. Et andet hormon, GLP-1, sørger for, at bugspytkirtlen får besked om, at den skal producere insulin.

Men GLP-1 bliver hurtigt nedbrudt i kroppen, og hos diabetespatienter kan det være et problem, fordi de af den grund ikke producerer nok insulin.

Kur skal findes i gift

Næbdyret producerer GLP-1 og insulin i tarmsystemet på samme måde som mennesker og andre pattedyr. Men nu har forskerholdet fundet ud af, at det sære dyr også producerer GLP-1 som en del af sin gift.

Den GLP-1, som produceres i giften, har en anden molekylestruktur end den, der bliver produceret i tarmene. Som konsekvens nedbrydes den knap så hurtigt. Derfor kan hormonet blive længere tid i tarmsystemet og sørge for, at bugspytkirtlen frigiver mere insulin.

Næste skridt for forskerne bliver at omdanne giften til medicin. På sigt håber de, at der kan blive tale om en behandling mod type 2-diabetes.

Måske er du interesseret i ...

Læs også