Atomaffald som ny energikilde?

Ideen er at oparbejde det brugte brændsel og producere endnu mere energi. Tilhængere siger, at den nødvendige viden nu er til stede til at imødegå den bekymring for atomspredning, der har bremset tidligere planer om genanvendelse. De siger desuden, at de avancerede reaktorer, der i givet fald skal køre på det genanvendte brændsel, vil sætte en ny standard for sikkerhed.

Atomkritikere er stadig skeptiske, især fordi industrien vil have den amerikanske regering til at betale den største del af udgifterne til bygningen af de første anlæg til demonstration af teknologien.

I lyset af de truende klimaforandringer og atomteknologiens mulighed for at producere store mængder energi uden at udlede drivhusgasser siger industrien og dens tilhængere imidlertid, at det er værd at kigge med friske øjne på Integral Fast Reactor (IFR), der har været studeret i årtier.

Mindre affald og radioaktivitet

Næsten alle de atomreaktorer, der er i drift rundt omkring i verden, bruger uran som brændsel; vand er nødvendigt, ikke bare til at køle reaktoren, men også til at bremse neutronerne, så kernespaltningen bliver effektiv. Lige siden man begyndte at forske i atomkraft, har der dog været gjort forsøg med effektive, “hurtige” reaktorer, der kører på en kombination af plutonium og uran.

I disse reaktorer køles neutronerne ikke med vand, men forbliver “hurtige”. Den oprindelige idé var at skabe en kædereaktion, der ville producere mere brændsel, end reaktoren brugte – en såkaldt “ynglereaktor”.

De seneste forsøg med IFR-teknologien har dog ikke haft til hensigt at “avle” nyt brændsel, men at gøre spaltningen af brændslet så fuldstændig som muligt og samtidig producere en masse energi.

Denne type reaktorer vil ikke ligne de betonklodser, der er det typiske billede på atomkraft i dag. De vil ikke være mere end 6 m brede, og de vil bruge et flydende metal som f.eks. natrium til at kontrollere kernereaktionen i stedet for vand under højt tryk.

I teorien vil IFR-reaktorer kunne tage affaldet fra konventionelle kraftværker og udvinde det brugbare uran og andre farlige stoffer ved hjælp af et flydende saltbad og elektricitet. De udvundne stoffer vil derefter kunne bruges som brændsel i den avancerede reaktor. IFR-reaktoren vil producere brugt brændsel ligesom gamle reaktorer, men mængden af affald vil være mindre, og affaldet vil være langt mindre radioaktivt end det atomaffald, der produceres i dag.

Et af de selskaber, der arbejder hårdest på at trænge igennem med dette budskab, er GE Hitachi Nuclear Energy i North Carolina i USA. Erik Loewen, der er ingeniør og firmaets chefkonsulent for avancerede kraftværker, har rejst USA tyndt og præsenteret den teknologi, som GE kalder Power Reactor Innovative Small Module, forkortet PRISM. Han har falbudt teknologien overalt fra lokale handelskamre til kongressen i Washington D.C., og magasinet Esquire har døbt Erik Loewen “manden, der kan sætte en stopper for global opvarmning”.

Fortsat bekymring om sikkerhed

Kitikere af konceptet er dog ikke overbevist endnu. De hævder hårdnakket, at PRISM og lignende IFR-ideer blot er gammel vin på nye flasker, og at teknologien er farlig, uoverkommeligt dyr og næppe vil bidrage meget til produktion af elektricitet i fremtiden.

Den kendte atomskeptiker Amory Lovins fra Rocky Mountain Institute i Colorado i USA advarer om, at hver eneste nye reaktortype i historien har været dyrere, langsommere og vanskeligere at styre end oprindelig forudset.

Amory Lovins er med i panelet af rådgivere bag National Geographics initiativ Great Energy Challenge (”Den store energiudfordring”). I en rapport sidste år sagde han, at IFR-reaktorer “medfører ulemper, der opvejer fordelene, og omkostninger, som fortalere stik imod al erfaring ser bort fra”.