Vand gennem tiderne

Vandets guder regulerede også på anden vis menneskets forhold til naturen. Blandt inuitterne på Grønland og i Canada havde Havets Moder – eller Havkvinden – stor betydning for balancen mellem mennesker og fangstdyr. Hun levede i sit hus på havets bund. Hvis sødyrene ikke blev behandlet med behørig respekt, fik Havkvinden håret klistret ind i snavset fra menne­skenes ondskab. Også elven­ i hendes husgang, der var sødyrenes fødekanal, blev forurenet og løb ind i huset. Så måtte den lokale åndemaner, angakokken, foretage en ånderejse ned i dybet. Når han under stor fare havde kæmpet med hende og kæmmet de onde gerninger ud af hendes hår, løb elven renset ud mod havet. Vejen var atter åben for sødyrenes genfødsel, så de igen strømmede ud i havet.

I jernalderen i Danmark og flere andre steder i Nordeuropa blev moser betragtet som porten mellem to verdener – menneskernes og gudernes. Her ofrede menneskerne til guderne ved at lægge gaver ned i vandet. Gaverne var aflivede husdyr, tøj, sko, smykker, redskaber og lerkar fyldt med mad. Offergaverne skulle måske sikre en god og rigelig høst. Det største offer, man gav, var et andet menneske. I moserne har man fundet flere yderst velbevarede lig – formentlig menneskeofre – som Tollundmanden, Grauballemanden og Huldremosekvinden. De bærer alle tydelige tegn på at være slået ihjel på rituel vis, såsom ved hængning, kvælning eller halshugning, og derpå lagt omsorgsfuldt i mosen.

Floder, søer og kilder har ofte været ladet med hellig betydning, og for hinduer er Ganges den helligste af dem alle. Den er i årtusinder blevet tilbedt og personificeret som gudinden Ganga. Ved at bade i floden ved særlige lejligheder tror hinduer på, at det kan bringe syndsforladelse og fremme frigørelsen fra livets og dødens cyklus. Ved flodens udspring og langs bredderne findes talrige pilgrimssteder. I Allahabad, hvor Ganges og Yamuna løber sammen, formodes floden at få tilslutning fra den mytiske, hellige og underjordiske flod Sarasvati. Hvert 12. år samles enorme pilgrimsskarer her til rituel badning i floden under Kumbh Mela-festen. I 2001 anslog man, at 70 millioner pilgrimme deltog i festen. Hinduernes helligste by er Varanasi. Ifølge hinduistisk tro er et bad i floden på dette sted et rensende ritual af stor betydning, og at dø i Varanasi er den fornemste forberedelse til den videre sjælevandring. På flodbredden er der høje trin, ghats, hvor lig brændes, og folk kommer rejsende langvejsfra for at sprede asken af deres slægtninge i Ganges og derved sikre, at de kommer i himlen.

Manasarovar-søen i Tibet ligger i 4558 meters højde og er en af verdens højest beliggende ferskvandssøer. For hinduer er den renhedens bolig, og den, der drikker søens vand, vil komme i himlen hos Shiva og blive renset for synder fra et hundrede liv. For buddhister er det en mytisk sø, hvor dronning Maya vaskede, før hun fødte Buddha, og søen er et valfartssted for pilgrimme fra hele det sydøstasiatiske kontinent.

Under den årlige buddhistiske festival Loy Krathong i Thailand bliver små tømmerflåder (krathong) med levende lys søsat på vandet til ære for Buddha og vandets gudinde og som en undskyldning for alle de dårlige ting, der er gjort mod floden i det forgangne år. Flåderne er typisk fremstillet af brød og på størrelse med en hånd. De er et symbol på at give slip på al vrede, nag og besudling, så man kan starte på en frisk. Folk klipper også deres negle og hår og lægger dem på krathong’en som et symbol på at slippe de dårlige sider af sig selv. Mange thailændere tror på, at krathong’erne vil bringe held.

Valfart til hellige kilder er også kendt i Europa. Lourdes ved foden af de franske Pyrenæer trækker hvert år over 5 millioner pilgrimme til, og byen bryster sig af det største antal hoteller uden for Paris. Det hele begyndte, da en ung pige, Bernadette Soubirous, i 1858 modtog åbenbaringer af Jomfru Maria i Massabielle-grotten. Ifølge Bernadette lod den hellige jomfru en kilde springe frem af klippen. Kort efter begyndte­ rapporter om mirakuløse helbredelser at lægge grunden til Lourdes’ berømmelse, og siden har den katolske kirke anerkendt 66 helbredelser som mirakler. Tusinder af syge besøger nu årligt kilden i håb om at blive helbredt.

Hellige kilder indtog også engang en central plads i Norden og blev besøgt af mange pilgrimme, der enten søgte helbredelse for sygdom eller syndsforladelse (boden for synder var ofte pilgrimsrejser). Efter reformationen blev ideen med synds­forladelse ved bod forladt, ligesom de mange helgener forsvandt – sammen med pilgrimmene. Men troen på kildernes livsforlængende kraft hænger stadig ved. I 1800-tallet kom det til udtryk ved de talrige kurbade, der skød op, som Marienbad i Tjekkiet, Spa i Belgien, Vichy i Frankrig og Helenekilde i Tisvilde i Danmark. I vores egen tid har kurbadene oplevet endnu en genopblomstring, ligesom det er blevet populært at drikke kildevand på plasticflaske til trods for, at postevand fra hanen i vores­ del af verden er mindst lige så rent (hvis ikke renere). Men kildevand bærer stadig en aura af at være særligt gavnligt og helbredende.

Vandet renser ikke kun snavset af vores krop, men renser også i overført betydning smudset af vores sjæl og er som sådan en vigtig ingrediens i mange renselsesritualer. I den kristne kirke er dåben det ritual, hvormed en persons synder “vaskes” bort, og han eller hun indlemmes i den kristne menighed. Dåbsritualet har sit forbillede i Johannes Døberen, som døbte Jesus i Jordan-floden – og Jesus omtaler selv nødvendigheden af dåb for at komme i Guds rige, hvorfor kristne regner den for essentiel til at opnå frelsen. Frem til 1854 var man i øvrigt kun arve­berettiget i Danmark, hvis man var døbt.

Faktisk er vand-øsning ikke et oprindeligt kristent ritual. I det før-kristne Norden dryppede man også vand på barnet ved navngivningen. Ritualet, der var forbundet med Odin-kulten, optog barnet som et fuldgyldigt og retsbeskyttet medlem af slægt og samfund.

Muslimer foretager en rituel afvaskning i vand af ansigt og hænder samt hoved og fødder, før de daglige tidebønner afholdes – en renselse, der er en vigtig forudsætning for at udføre tidebønnen korrekt. “Renselse er det halve af troen,” sagde profeten Muhammed. Rituel afvaskning af en afdød, før han eller hun iføres ligklæder, er en anden vigtig forberedelse af sjælen i islam – et ritual, som også jøder praktiserer.

Et kar med indviet vand står ved tærsklen til katolske kirker. Den, der træder ind i Guds hus, dypper fingerspidserne i vandet og slår korsets tegn som et udtryk for længslen efter hjertets renhed. Vievandet symboliserer dermed dåben. Det bruges desuden til at indvie kirker,­ klokker, vielsesringe og andre genstande. I den græsk-ortodokse kirke får fiskerne­ velsignet deres både med helligt vand af præsten den 6. januar – den dag, hvor man mener, at Jesus blev døbt i Jordan-floden. Vievand bruges også til beskyttelse mod mørkets magter og indgår i djævleuddrivelser (eksorcisme). Vandet må ikke smides ud i det normale kloak­system, og kirkerne har derfor typisk et særligt bassin, der leder direkte ned i jorden for at tømme det på behørig vis.

I nordisk mytologi bevogtes visdommens brønd af jætten Mimer. Han fylder hver dag sit drikkehorn, tager en slurk af brøndens vand og får visdom om alt, hvad der er sket og skal ske i verden. Alkymister og andre mystikere har også igennem hele historien søgt efter den flygtige kilde til evig ungdom. Om vand kan give os visdom eller evigt liv, vaske vores synder bort eller hele os, må bero på hver enkelts tro, men uanset hvad løber vandet som en understrøm af symbolik bag hele vores livsforløb og giver os det dyrebareste af alt: livet selv.

• Forrige Side 2 af 2