Da de nye ulve først kom til Yellowstone, holdt elgene og de nordamerikanske wapitihjorte i området stand, som om det stadig var prærieulve, de var oppe imod. Dårlig plan. I dag er der kun halvt så mange elge i Yellowstone som for 15 år siden. Men ret beset var bestanden blevet for stor, og dens levesteder var skrumpet ind. Kort efter at de sidste ulve i Yellowstone var blevet dræbt i 1926, nedlagde parkbetjentene elge i tusindvis. Men bestanden kom sig og overgræssede vigtige levesteder, og det skabte en evigt unaturlig situation i en park, der har til formål at bevare naturen.
Med næsten ubegrænsede forsyninger af kød formerede de nye ulve i Yellowstone sig hastigt. Men bestanden faldt brat i 2005. Så steg den igen til 171 i 2007, hvorpå den faldt til 124 i 2008, en nedgang på 27 %. Lederen af Yellowstones ulveprojekt, Doug Smith, registrerede det laveste antal ynglende par siden 2000. “Vi har en svindende ulvebestand,” siger han. “Antallet er aldrig blevet så højt, som vi forventede ud fra adgangen til bytte. Det tyder på, at bestanden begynder at regulere sig selv, så snart den når en bestemt tæthed.” Sammenstød med mennesker er langtfra den eneste ulvekrig, der pågår.
Druid Peak-flokken i Yellowstone etablerede sit territorium i 1996. Sandsynligvis er det den mest observerede ulveflok i verden: Det åbne landskab på begge sider af Lamarfloden i Wyoming, hvor den holder til, gennemskæres af en af nationalparkens landeveje. En oktobermorgen er det -15°. Bisonerne på skråningen har rimfrost på snuderne. Spredte wapitier græsser, og to prærieulve æder af resterne af en kalv på flodbredden. Jeg kan ikke se nogen ulve, men den tidligere lærer Laurie Lyman, der har iagttaget dem næsten dagligt i flere år, sænker kikkerten for at fortælle mig om dem, hun så i går.
To ulve fra flokken – en hun med nummeret 571 og dens yngre bror kaldet Triangle Blaze på grund af sit hvide bryst – vandrede langs floden, da tre indtrængende ulve fra den nye Hurricane Mesa-flok dukkede op. Grupperne hylede først ad hinanden og løb så imod hverandre. De to fra Druid Peak-flokken var i undertal og trak sig tilbage, men Hurricane Mesa-flokken indhentede 571. Fire gange trak de hunnen ned på ryggen. Sidste gang var der to, der holdt hende i hver sin ende, mens den tredje – og største – satte tænderne i brystet på 571 og rystede og flåede.
“Da kom Triangle Blaze sin søster til hjælp,” siger Laurie Lyman. “Han drev Hurricane Mesa-ulvene på flugt. De løb efter ham, men først nåede 571 at bide en af dem bagi. Hun flygtede over floden. Da broderen omsider sluttede sig til hende igen, haltede han, og hun blødte fra sine sår.”
I 2008 blev der dræbt dobbelt så mange ulve af andre ulve end i noget tidligere år. Et andet problem er, at der ikke længere er så rigeligt med bytte, siger Doug Smith. Der er stadig tæt ved 10.000 wapitier, der overvintrer i Yellowstone og måske dobbelt så mange om sommeren. “Men ulve er meget selektive jægere,” siger Doug Smith. “Det, der tæller for dem, er mængden af sårbart bytte.”
Ligesom erfaringer med ulve kan forvandle kvæg til knap så tamme dyr, bliver wapitier, der er blevet jagtet af ulve, til mindre sårbart bytte. De bliver mere vagtsomme og holder sig mere på farten. I den ulveløse æra slog hjortene nærmest lejr på deres foretrukne vinterspisesteder, hvor de åd skud af asp, pil og poppel, indtil stænglerne blev hæmmet i væksten som bonsaitræer.
Nu bliver de unge træer ikke længere holdt nede og vokser op til frodige lunde. Så kan flere sangfugle bygge rede mellem deres blade. Væksten af pil og poppel er med til at stabilisere vandløbenes bredder. Der er flere insekter, der falder fra grenene ned i vandet som føde for fisk og padder. Og bæverne finder nok næringsrige kviste og grene til at danne nye kolonier.
På det enorme græsningsareal mod nord, hvor de fleste af nationalparkens wapitier overvintrer, registrerede Doug Smith kun én bæverkoloni i 1996. I 2009 registrerede han 12. Ved et vandløb finder jeg endnu en ny bæverdæmning, der opsamler vandet og i de tørre måneder giver en mere konstant vandstrøm til de arter, der lever i vandløbene. De småsøer og sumpe, der dannes bag dæmningerne, bliver til levesteder for elge, bisamrotter, mink, andefugle, vadefugle og mange andre arter.
Efter at ulvene kom til, har de pumaer, der var begyndt at jage i dalene, trukket sig tilbage til det stejle, klippefyldte terræn, hvor de normalt lever. De store ulve har udryddet næsten halvdelen af prærieulvene. Nu lever prærieulvene i flokke med indskrænkede territorier eller som omstrejfende enkeltindivider. Og bisonerne skal ikke konkurrere med så mange wapitier om græsset, så de klarer sig nok bedre end nogensinde. Som følge af en enkelt, ny rovdyrart i landskabet genetableres en balance, som forplanter sig helt ned til jordbundens mikrober.
Vildtbiolog Craig Jourdonnais arbejder for Montanas vildtforvaltning i Bitterroot Valley tæt ved grænsen til Idaho. Indtil for nylig, siger han, har de fleste klager over vildtet drejet sig om wapitier, der åd af høstakke, og hjorte, der lavede skader på afgrøder og i haver og var til fare for trafikken på landevejene.
“Nu har vi 10-12 ulveflokke med mindst 45-60 ulve. Og vi har årligt 14.000 jægere, der får udstedt jagttilladelser i Bitterroot.” Det, han nu hører flest klager over, er, at det vrimler med ulve, som udrydder wapitierne og hjortene. “Jeg har været her i 30 år, og jeg har aldrig haft med et dyr at gøre, der fremkaldte så stærke følelser.”
Craig Jourdonnais skal på en eller anden måde skabe plads til ulve i omgivelser, hvor der skal værnes om både friluftslivet og folks levebrød. Han ved, at storvildtjagt i Ravalli-amtet indbringer knap 60 millioner kroner om året. Han ser også, at vildtet mister vigtige vintergræsgange på grund af udstykninger rundt om i dalen. Men han ved også, at det eneste emne i det vestlige USA, der er lige så ophedet som ulvene, er lokalplanlægning og zoneinddeling.
Og hvad er så konklusionen? Overlevelsesprocenten for unge byttedyr er faldet de sidste par år. Ulvene bærer måske en del af ansvaret, men vintervejret har også gjort sit. Alt taget i betragtning er bestanden af hjorte i Bitterroot stadig relativt stor. Og hvor der var under 3000 wapitier i 1970’erne, fordi jægerne fik lov at skyde pænt mange hunner, er der nu over 6000. Tusind af dem har lært at trække sig, før jagtsæsonen starter, til en privat ranch, hvor der kun må skydes i begrænset omfang.
Store pattedyr lærer og ændrer adfærd hele tiden: hjorte, wapitier, bjørne, ulve og, ja, også mennesker. For vores del er vi nok nødt til at formulere bedre svar på de spørgsmål, ulvenes tilbagevenden rejser. Ikke ulvene, vi kender fra folkeeventyrene, men de ægte ulve, der holder til i bjergene. Når vi siger, at vi vil bevare dyrelivet, gælder det så også ulven?
Deltag i konkurrencen om en splinterny iPad. Du skal bare svare på spørgsmålet: Hvornår udkom det første National Geographic magasin?
Kom helt tæt på apostlene, fordyb dig i billeder af Islands smukke natur og læs historien om Brasiliens bortløbne slaver.
Se denne fantastiske time-lapse video fra Yosemite National Park i USA.
Vind VIP-billetter til åbningen af NG-fotograf Steve McCurrys fotoudstilling i Øksnehallen i København.
Historien rummer mange eksempler på, at selv store mænd og kvinder kan blive overset.
Klædt på til foråret? Få styr på vejret med en vejrstation og et abonnement.