Udpræget selvcensur

Selvcensuren spreder sig i Singapore, hvor det at have med myndighederne at gøre er “en dans”, siger Alvin Tan, der er kunstnerisk leder af teatret The Necessary Stage, som har opsat flere stykker, der behandler ømfindtlige emner som dødsstraf og seksualitet.

Alvin Tan bruger meget tid med regeringens censorer. “Man bliver nødt til at have den rette tilgang,” siger han. “Hvis de siger ‘syd’, siger man ikke ‘nord’. Man siger ‘nordøst’. Og tager den derfra. Det er en forhandling.”

De, der ikke lærer de rigtige dansetrin, vil hurtigt blive gjort opmærksomme på det. F.eks. troede en 35-årig singaporeaner, Siew Kum Hong, at han kunne bidrage til et mere åbent Singapore ved at tjene som ikke-valgt NMP (nomineret medlem af parlamentet). Gennem landets historie har der kun været valgt fire parlamentsmedlemmer fra oppositionen, og det regerende parti mente derfor, at NMP’er kunne give indtryk af “en mere konsensusorienteret regeringsstil, hvor alternative synspunkter blev hørt, og hvor der blev givet plads til konstruktive meningsforskelle”. Det var sådan, Siew Kum Hong fortalte mig, at han så sin rolle, men han blev sprunget over ved næste valgperiode.

“Jeg syntes, jeg gjorde et godt stykke arbejde,” siger en overrasket Kum Hong. Han formoder, at det grundlæggende problem var “nej-stemmerne”. Da han første gang stemte nej, hvilket var til en resolution, som han mente diskriminerede imod homoseksuelle, blev hans kolleger “fuldstændig stille. Det var første gang, mens jeg havde siddet i parlamentet, at nogen havde stemt nej.”

Da han stemte nej igen, denne gang til en lov, som begrænsede antallet af mennesker, der havde lov til at samles for at demonstrere, var reaktionen også kølig. “Så meget for alternative synspunkter,” siger Kum Hong.

• Forrige Side 6 af 8 Næste