Lokalbefolkningen skal styre vandprojekter

WaterAid opererer også i landsbyer som Foro, hvor ingen tidligere har haft held med at skaffe vand til beboerne. Organisationen arbejder dels med metoder, der tidligere har vist sig langtidsholdbare (f.eks. en sanddæmning til opsamling og filtrering af regnvand), og dels med nye ideer som installation af toiletter, der producerer metangas til et nyt fælleskøkken.

Den virkelige nyskabelse er dog, at WaterAid kun ser teknikken som en del af løsningen. Det er mindst lige så vigtigt at få inddraget lokal-befolkningen i udformningen, etableringen og vedligeholdelsen af nye vandprojekter. Før man begynder på et nyt projekt, beder WaterAid folk nedsætte et udvalg, hvor mindst fire ud af de syv medlemmer er kvinder. Udvalget samarbejder så med WaterAid om planlægning af projekter, som landsbyen er med til at sætte i værk. Og derefter står det for drift og vedligeholdelse.

Konsos indbyggere dyrker deres afgrøder på terrasser, som de med møje og besvær har anlagt på bjergsiderne. De er kendt for at arbejde hårdt, og de udgør en vigtig ressource i jagten på vandet. I landsbyen Orbesho har beboerne endda selv anlagt en vej, så boreudstyret kunne blive fragtet dertil. Sidste sommer blev deres pumpe, der er installeret ved floden, udstyret med en motor, så den kunne pumpe vandet op til et nyt reservoir på toppen af et nærliggende bjerg. Derfra ledes vandet med tyngdekraftens hjælp ned til landsbyer på den anden side af bjerget. Landsbyernes indbyggere har hver især givet et par kroner til projektet, ligesom de har blandet beton og samlet sten til byggeriet, og nu er de i gang med at grave grøfter til rørene.

På afstand ligner de en farvestrålende slange. 200 spraglet klædte mennesker, der snor sig op ad bjerget fra pumpen mod reservoiret. Gruppen består hovedsageligt af kvinder, mens nogle mænd er med til at lægge de store rør ned i grøften. Optrinnet har nærmest karakter af en fest og indgyder en følelse af fremskridt. Flere hundrede mennesker har i fire dage brugt formiddagen på at grave. Grøften er omtrent halvt færdig, og for hver dag bevæger slangen sig længere og længere op ad bjerget.

Det er måske nok en teknisk udfordring at installere en vandpumpe, men arbejdet med at få indført en ordentlig hygiejne blandt landsby-boerne er en opgave af helt andre dimensioner. WaterAid har oplært to hygiejneinspektører i Foro, og den ene af dem er Wako Lemeta. I dag lægger han vejen omkring Aylito Binayos hytte og spørger hendes mand, Guyo Jalto, om han må se deres vanddunke. Guyo Jalto tager ham med hen til hytten, hvor dunkene står, og Wako Lemeta åbner én og snuser ind. Han nikker anerkendende. Familien bruger rensemidlet WaterGuard. En hættefuld er nok til at rense en drikkevandsdunk, og myndighederne begyndte at dele WaterGuard ud, da der for nylig udbrød sygdom i området. Wako Lemeta tjekker også, om familien har et latrin, og fortæller landsbyboerne om fordelene ved at koge drikkevand, vaske hænder og tage bad to gange om ugen.

Mange har fulgt opfordringen. Undersøgelser viser, at udbredelsen af latriner i området er vokset fra 6 til 25 %, siden WaterAid begyndte indsatsen i december 2007. Men det er en hård kamp. “Når jeg fortæller folk, at de skal bruge sæbe, siger de som regel, at de ikke har penge til det,” forklarer Wako Lemeta.

Det kræver en tilsvarende indsats at holde et projekt i gang, efter at hjælpeorganisationen har forladt stedet. Ifølge WaterAid og andre organisationer, der har haft held med deres arbejde, er en symbolsk brugerbetaling et afgørende element. Landsbyudvalget bruger pengene til at betale for reservedele og reparationer.

Vand og penge har længe været en dårlig cocktail. I 1999 overdrog myndighederne i Bolivia f.eks. rettighederne til i 40 år at drive vandforsyning og renovation i byen Cochabamba til et multinationalt konsortium. Priserne steg, selskabet måtte give op, og der kom international fokus på det problematiske i at privatisere vandforsyningen. Private virksomheder, som skal tjene penge på at drive offentlig vandforsyning, føler sig ikke specielt tilskyndet til at føre nettet ud til fjerne husstande på landet eller sælge vand til en pris, fattige kan overkomme.

Men nogen er nødt til at betale for vandet. De livgivende dråber er godt nok en naturlig ressource, men det er rør og pumper ikke. Derfor kræver offentlige selskaber sig også betalt for deres ydelser. Og vandet er oftest dyrest at skaffe til veje for dem, der har dårligst råd til det.

“Det afgørende er, hvem der bestemmer,” siger Paul Faeth fra Global Water Challenge. “På lokalt plan er der en mere direkte forbindelse mellem dem, der fører et projekt ud i livet, og de mennesker, der får adgang til vandet.”

Landsbyboerne i Konso ejer og administrerer selv deres pumper. De særlige udvalg fastsætter en brugerbetaling til vedligeholdelse. Ingen forsøger at kanalisere installationsomkostningerne i egen lomme eller score en fortjeneste. Nogle landsbyboere fortalte mig endda, at de efter et par uger havde indset, at det faktisk var billigt at betale 5 øre pr. vanddunk. Det beløb var nemlig ikke noget at regne i forhold til det, de indirekte betalte ved selv at bruge tid på at hente vand. Og de arbejdstimer, penge og menneskeliv, der gik tabt på grund af sygdomme.

Hvad ville det betyde for Aylito Binayo, hvis hun aldrig mere behøvede at gå ned til floden efter vand? Dybt nede i en slugt langt fra Foro ligger der en 120 m dyb brønd. Da jeg besøger stedet, gør den ikke meget væsen af sig. Det eneste, man kan se, er et betondæksel med en omvendt vanddunk ovenpå inde i noget brombærkrat. Men snart vil der blive installeret en elektrisk pumpe, som skal sende vandet op ad bjerget til et reservoir. Og derfra videre til vandhaner i de lokale landsbyer. En af dem er Foro, som får to fælleshaner og et lille hus, hvor man kan tage brusebad. Hvis alt går, som det skal, får Aylito Binayo en hane med rent vand tre minutters gang fra sit hjem.

Når jeg beder hende prøve at forestille sig, hvor meget lettere hendes liv vil blive, lukker hun øjnene og remser op, hvor mange andre arbejdsopgaver, hun så kan få tid til. Hun vil hjælpe sin mand med markerne, samle græs til gederne, lave mad til sin familie og holde orden på grunden. Men frem for alt vil hun være sammen med sine sønner i stedet for at lade en lille, alvorlig fireårig passe sine yngre brødre i mange timer. “Jeg tør næsten ikke tro på, at det kommer til at virke. Vi bor på toppen af et bjerg, og vandet er langt dernede,” siger hun. “Men hvis det fungerer, bliver jeg meget, meget glad.”

Jeg spørger, hvilke forhåbninger hun gør sig for sin familie, og svaret er hjerteskærende i al sin beskedenhed. At de kommer godt igennem denne nye hungersnød, som tørken har medført; at de kommer igennem den seneste sygdomsbølge – og kan vende tilbage til det fattige liv, hun kendte før. Aylito Binayo har ingen drømme. Hun har aldrig turdet tænke den tanke, at livet en dag kunne ændre sig til det bedre. At der kunne komme en hane af metal, som ville give hende et liv fuld af værdighed.

• Forrige Side 3 af 3