"Tidskapsel fra Silkevejen"

For en religion, der bygger på doktrinen om altings ubestandighed, må den evige sandflugt i Kinas ørkener mod vest have virket som de perfekte omgivelser for så prægtig kunstnerisk udfoldelse. Det mirakuløse ved hulerne i Mogao er dog ikke deres forgængelighed, men snarere deres usandsynlige bestandighed.

Grotterne blev hugget ud mellem det 4. og 14. århundrede, og deres papirtynde lag af påmalet stråleglans har overlevet krig, plyndring, glemsel og naturens hærgen. I århundreder var de halvvejs begravet i sand, men i dag er det afsides klippekonglomerat anerkendt som et af verdens største skatkamre for buddhistisk kunst. Men hulerne er ikke blot et religiøst monument. Vægmalerierne, skulpturerne og skriftrullerne giver også et uforligneligt glimt af det multikulturelle samfund, der i tusind år blomstrede her ved den engang så mægtige korridor mellem Øst og Vest.
Kineserne kalder dem Mogaoku, eller “huler uden sidestykke”. Men der er ikke noget navn, der virkelig kan indfange deres skønhed og vældige omfang. Af de næsten 800 huler, der er mejslet ind i klippefronten, er de 492 dekoreret med udsøgte vægmalerier, der tilsammen dækker over 46.000 m2 – ca. 40 gange arealet i Det Sixtinske Kapel. Hulerne er også udsmykket med over 2000 skulpturer, og nogle af dem hører til periodens fornemste. Indtil for lidt over hundrede år siden, hvor skattejægere krydsede ørkenen, indeholdt et kammer, der længe havde været skjult, også titusindvis af ældgamle tekster.

Hvad enten de rejsende tog den lange rute nordover eller den hårdere vej sydom, mødtes de i Dunhuang. Karavanerne kom lastet med eksotiske varer med en duft af fjerne lande. Men deres vigtigste gods var faktisk ideer – kunstneriske såvel som religiøse. Det er ikke så mærkeligt, at malerne i Mogao forsynede deres vægmalerier med en vifte af fremmede elementer, lige fra pigment til metafysik.

“Hulerne er en tidskapsel fra Silkevejen,” fortæller Fan Jinshi, der er direktør for Dunhuang Akademi, som har ansvaret for forskning, bevaring og turisme på stedet. Fan Jinshi er en livlig, gråsprængt, 71-årig arkæolog, der har arbejdet i grotterne i 47 år, lige siden hun ankom som nyuddannet fra Peking Universitet i 1963. De fleste andre seværdigheder på Silkevejen blev opslugt af ørkenen eller ødelagt af de efterfølgende imperier, siger arkæologen. Men Mogaohulerne er bevaret nogenlunde intakte, og deres kalejdoskop af vægmalerier indfanger det tidlige møde mellem Øst og Vest. “Mogaos historiske betydning kan ikke overdrives,” siger Fan Jinshi. “På grund af den geografiske beliggenhed ved et transitpunkt på Silkevejen kan man se, hvordan kinesisk og fremmed indflydelse blandes på næsten hvert et vægmaleri.”

I dag mødes Øst og Vest igen i Dunhuang, denne gang for at hjælpes om at redde grotterne fra, hvad der muligvis er den største trussel i deres 1600 år lange historie. Vægmalerierne i Mogao har altid været sarte, og det ganske tynde lag maling er fanget i en tærende kamp mellem klippen og luften. I de seneste år har de været under et forenet angreb fra naturkræfterne og strømmen af turister. I en indsats for at bevare Silkevejens mesterværker og holde turismens indvirken nede har Fan Jinshi hentet hjælp fra eksperthold fra hele Asien, Europa og USA. Det er et kulturelt samarbejde, som er et ekko af hulernes glorværdige historie – og som måske kan sikre deres overlevelse.

Hulerne begyndte som en vision af lys. En aften i 366 e.Kr. så en omvandrende munk ved navn Yuezun tusind gyldne buddhaer stråle på en klippe. Han blev inspireret til at hugge et lille meditationskammer ud i klippen, og andre fulgte snart hans eksempel. De første huler var ikke større end kister. Inden længe begyndte munkeordener at udhugge større huler til offentlige ceremonier, og de udsmykkede helligdommene med billeder af Buddha. Det er disse tidlige grotter, der har givet inspiration til kaldenavnet De Tusinde Buddhaers Huler.

Deres lærreder bestod blot af ler fra floden blandet op med strå, men på disse ydmyge overflader viste malerne i Dunhuang gennem århundrederne udviklingen i kinesisk kunst – og forvandlingen af buddhismen til en kinesisk tro.

Et af de kreative højdepunkter i Mogao kom i det 7. og 8. århundrede, da Kina var et både åbent og magtfuldt rige. Der var travlhed på Silkevejen, buddhismen blomstrede, og Dun­hu­ang var underlagt Kinas hovedstad. Tang­dyna­stiets malere udviste en sikker kinesisk stil og dækkede hele vægge med buddhistiske fortællinger malet til mindste detalje. Deres farver, bevægelse og naturalisme bragte de fiktive landskaber til live. Senere vendte Riget i Midten sig indad for til sidst at afskæ­re sig fra resten af verden under Mingdynastiet i det 14. århundrede.

“I modsætning til de indiske buddhister ville kineserne gerne vide alt om, hvordan livet i det hinsides kunne udarte sig,” siger Zhao Shengliang, der er kunsthistoriker ved Dunhuang Akademi. “Formålet med al den farve og bevægelse var at vise pilgrimmene Det Rene Lands skønhed – og at overbevise dem om, at det var ægte. Hulemalerne fik det til at føles, som om hele universet var i bevægelse.”

• Forrige Side 2 af 4 Næste