Russisk indflydelse

Forholdene er dog blevet bedre, siden Mikhail Saakashvili overtog præsidentposten i Georgien – så meget vil folk i Akhalkalaki medgive. Under den tidligere præsident Eduard Sjevardnadsje havde de kun elektricitet fem timer i døgnet – om natten – lige akkurat tid nok til, at de kunne bage morgenbrød. De levede på et eksistensminimum. Intet fjernsyn, elendige veje og næsten ingen kontakt med Tbilisi. Og det brænde, der skulle holde husenes brændeovne kørende, så folk ikke frøs i deres senge, var rationeret.

30. september 2010

Forholdene er dog blevet bedre, siden Mikhail Saakashvili overtog præsidentposten i Georgien – så meget vil folk i Akhalkalaki medgive. Under den tidligere præsident Eduard Sjevardnadsje havde de kun elektricitet fem timer i døgnet – om natten – lige akkurat tid nok til, at de kunne bage morgenbrød. De levede på et eksistensminimum. Intet fjernsyn, elendige veje og næsten ingen kontakt med Tbilisi. Og det brænde, der skulle holde husenes brændeovne kørende, så folk ikke frøs i deres senge, var rationeret. Nu er der et par enkelte gode veje og elektricitet hele dagen, selv om der endnu ikke er rindende vand i alle hjem. Det er ofte koldt i Akhalkalaki, selv indenfor, og den vedvarende stresspåvirkning får folk til at gå duknakkede rundt i gaderne. Slet ikke som de sagnomspundne kæmper, der boede i Kaukasus før menneskene, og som inspirerede dem til at forvandle bjerge til kongeriger og derefter til nationer.

Georgien er kun 19 år gammel som nation og har stadig teenageproblemer. For syv år siden tændte Rosenrevolutionen ellers en masse ungdommelige håb. Medlemskab af NATO. Optagelse i EU. Fornyet og fast statslig kontrol over de oprørske regioner Abkhasien og Sydossetien. Forbedring af forholdet til Rusland. Mikhail Saakashvili ville have det hele og så hurtigt som muligt. Havde det ikke været for Georgiens nabo mod nord, havde han måske også fået det.

Russerne har længe følt et ansvar for Georgien. For det var dem, der i det 19. århundrede optog den georgiske adelstand i deres rækker og lagde mange fyrstendømmer sammen under en central magt. Et kristent brohoved i et område, der ellers var allieret med osmannerne og perserne. Rusland er også følelsesmæssigt tilknyttet til Georgien, fordi både Aleksandr Pusjkin og Lev Tolstoj har beskrevet landet så romantisk. Men velgørenhed afhænger af synsvinklen. Kort efter at Aleksandr 1. forsøgte at indlemme Georgien i 1801, dræbte den georgiske enkedronning zarens udsending med et knivstik i siden.

I 2006 kulminerede spændingerne på ny, da Rusland fik nok af Georgiens tilnærmelser til Vesten og lukkede den fælles grænse. Hvis Georgien opnår medlemskaber af europæiske sammenslutninger, frygter Rusland, at det kan inspirere naboerne i Nordkaukasus til det samme – herunder de russiske republikker Dagestan, Ingusjien og Tjetjenien – som fortsat rystes af en uro, der truer Ruslands magt i regionen.

De langvarige spændinger mellem Rusland og Georgien eskalerede til krig i sommeren 2008, da Rusland rykkede ind for at overtage kontrollen med de løsrevne regioner. De russiske tropper smed Georgiens hær ud, og Rusland anerkendte Sydossetien og Abkhasien som nye nationer. Det var en påmindelse om, at en lille konflikt i dette grænseområde kan udløse en global krise. EU og USA var dog ikke meget for at blande sig. Siden krigen er Georgiens provestlige politik stillet i bero. Selvom grænsen mellem de to lande genåbnede i marts sidste år, er spændingerne stadig store.

Ligesom Prometheus, som guderne lænkede til Kaukasus som straf for, at han gav menneskene ildens magt, kan Georgien ikke løbe fra sin beliggenhed. Men i virkeligheden er landets placering på kortet måske dets største fordel. NATO betragter nu det sydlige Kaukasus som en livsvigtig forsyningsvej for krigen i Afghanistan, efter at terrorangreb i 2008 begyndte at true forsyningsvejen gennem Pakistans Khyberpas. For Tyrkiet, som er en vigtig handelspartner, er Georgien porten til Centralasien. Armenien og Rusland kan ikke handle indbyrdes uden at gå igennem Georgien. Og olie fra Aserbajdsjan kan ikke nå frem til Middelhavet uden at skulle igennem Georgien, hvilket indbringer landet godt 380 millioner kr. om året i afgifter.

Men Georgien er en lille brik i det internationale spil. Og den største betydning af Jernsilkevejen i Georgien kan vise sig at blive den modvilje, den vil skabe i landets mest dynamiske økonomiske centre, havnebyerne Batumi og Poti ved Sortehavet, når fragtgods kan omdirigeres til Tyrkiet. Georgien kan dog håbe på, at de europæiske lande i tilfælde af en ny konflikt med Rusland vil protestere, hvis deres handelsvej gennem det sydlige Kaukasus bliver afskåret.

Måske er du interesseret i ...

Læs også