Nydambåden sejler igen

Hundredvis af mennesker var til stede ved Sottrup Skov tæt på Sønderborg, da en tro kopi af Nydambåden blev søsat.

20. august 2013 af Karen Gunn, Chefredaktør, National Geographic Danmark

Hundredvis af mennesker fra nær og fjern havde fundet vej til den idylliske strand ved Sottrup Skov tæt på Sønderborg, da en tro kopi af Nydambåden blev søsat lørdag den 17. august.

Prins Joachim og Prinsesse Marie blev flot modtaget på molen af lur-spillere og en delegation iført jernalderklæder. Der faldt mange rosende ord om den prægtige båd og bådbyggernes store indsats fra talerne, inden Prinsesse Marie døbte båden Nydam Tveir med et krus mjød. På oldnordisk betyder navnet "Nydam To", fortalte Nydamselskabets formand Vincent Jessen, der har stået i spidsen for det årelange arbejde med at bygge kopien af det velbevarede jernalderskib, der blev fundet i Nydam Mose nær ved Sottrup Skov for præcis 150 år siden. Skibet blev ofret til guderne i mosen omkring 340 e.Kr. I dag står originalen udstillet på Gottorp Slot i Slesvig.

Det kongelige par havde de tre unge prinser Nikolai, Felix og Henrik med til søsætningen. De to ældste prinser fik lov til at afslutte bådebyggeriet ved at binde de to sidste åregafler fast til bådens ræling. Prins Joachim, der er bådens protektor, trak derpå kilen væk, så det smukke egetræsskib kunne glide ud i Als Fjord og få vand under kølen. Vejrguderne valgte heldigvis at holde inde med regnbyerne under den festlige ceremoni. Både før og efter søsætningen kunne gæsterne nyde mjød, pølser og andet godt til ganen ved de mange boder, der var sat op på festpladsen.

Læs hele artiklen om rekonstruktionen af Nydambåden.

Måske er du interesseret i ...

Læs også