"Jernbanen vil altid eksistere"

Jernbaner er knap så vigtige i Aserbajdsjan i dag. Olie og gas har førsteprioritet i den plan, som nu afdøde Gejdar Alijev, landets tredje præsident, lagde frem. Han har skabt det Aserbajdsjan, man kender i dag – et relativt sikkert og relativt uafhængigt økonomisk omdrejningspunkt i regionen. Han var klog nok til at tage udenlandske firmaer med i udviklingen af området omkring Det Kaspiske Hav, og han indså vigtigheden af Jernsilkevejen. Nu er det Musa Panahov, der bygger videre på Gejdar Alijevs plan for Aserbajdsjans fortsatte uafhængighed.

30. september 2010

Jernbaner er knap så vigtige i Aserbajdsjan i dag. Olie og gas har førsteprioritet i den plan, som nu afdøde Gejdar Alijev, landets tredje præsident, lagde frem. Han har skabt det Aserbajdsjan, man kender i dag – et relativt sikkert og relativt uafhængigt økonomisk omdrejningspunkt i regionen. Han var klog nok til at tage udenlandske firmaer med i udviklingen af området omkring Det Kaspiske Hav, og han indså vigtigheden af Jernsilkevejen. Nu er det Musa Panahov, der bygger videre på Gejdar Alijevs plan for Aserbajdsjans fortsatte uafhængighed.

51-årige Musa Panahov har et engleagtigt udseende, grånende hår og taler med en dæmpet stemme. Han ruller et kort over det sydlige Kaukasus ud på et bord i sit kontor og lader langsomt fingrene glide fra øst til vest, fra hav til hav. Ved dette bord har han forhandlet med transportministre fra Georgien og Tyrkiet, drøftelser, der varede til den lyse morgen. Musa Panahov løber tallene igennem. Samlet længde af Jern-silkevejen: 800 km. Samlet årlig godskapacitet: 25 millioner ton. “Det giver mig en følelse af glæde at skabe forbindelse mellem brødre igen,” siger han, da talen falder på de aserbajdsjanerne, der flygtede til Tyrkiet under kommunismen.

Aserbajdsjan blev en demokratisk muslimsk stat i 1918 og beholdt den status et par år. Siden Sovjetunionens opløsning har Aserbajdsjan dog hverken været særlig muslimsk eller demokratisk. Det er svært at finde en minaret eller en ærlig valgtilforordnet i Baku, men nemt at få øje på en dyr bil. Velstand og social lighed behøver ikke at være modsætninger, men når et land har olie, er det fristende at fokusere på det første på bekostning af det sidste. Og fristelsen er endnu større, når verden har brug for det, landet kan give. BTC er den eneste olieledning, der ikke leverer olie fra Rusland, OPEC-landene eller Mellemøsten til olietankerne i Middelhavet. En faldende mængde olie på verdensplan har kun gjort Aserbajdsjans indflydelse endnu større.

Social retfærdighed er ikke på den offentlige dagsorden i Aserbajdsjan. For magthaverne er det vigtigere, at dette lille land har formået at overleve – og nu blomstre – i et belastet nabolag. Som en embedsmand siger: “Optimisterne bor i Georgien, dem, der brokker sig, bor i Armenien, men pragmatikerne bor i Aserbajdsjan.”

Eller rettere Baku. En kort togtur fra hovedstaden i nordvestlig retning viser ikke politisk pragmatisme, men virkeligheden i form af faldefærdige rønner, der huser dem, som ikke har set noget til Bakus olieeventyr. En fjerdedel af befolkningen lever under fattigdomsgrænsen.

Togvognene bærer præg af Sovjettidens falmede storhed med masser af pynt, tunge gardiner og landskabsbilleder mellem vinduerne. En stab af funktionærer i stive uniformer betjener toget, mens det bumler igennem en verden, der er totalt afsondret fra det luksuriøse liv i Baku. Musa Panahov kender de her tog og ved, at de ikke kan konkurrere med deres tyske, japanske eller amerikanske modstykker. Han er jernbanemand i et olieland. “En dag er der ikke mere olie og gas,” siger han med et smil. “Men jernbanen vil altid eksistere.”

Måske er du interesseret i ...

Læs også