Hvorfor trækker fly spor på himlen?

Vi kender alle de karakteristiske hvide striber på himlen. Få forklaringen på, hvorfor de opstår.

9. juli 2014

De hvide striber efter flyene på himlen er en særlig slags skyer. De består af iskrystaller dannet af den vanddamp, der er i flyenes udstødning. Skyerne opstår, når vanddampen kondenseres og bliver til vanddråber eller iskrystaller.

I 10-12 kilometers højde – hvor jetflyene flyver – er temperaturen så lav, at fortættet vanddamp kondenseres direkte til iskrystaller. Iskrystallerne er så små, at de kan holde sig svævende i luften længe, men det kræver samtidig, at den relative fugtighed i luften uden for flyet er høj.

Når det sker, kan striberne blive på himlen temmelig længe uden at fordampe – nogle gange i flere timer. Ofte dannes de dog blot for at forsvinde hurtigt igen. Det sker, når den kondenserede udstødningsluft fra jetflyet hurtigt blandes med en omgivende, mere tør luft.

Forskerne er begyndt at debattere, om flyene og deres menneskeskabte skyer kan påvirke klimaet. Der er stadig kun forsket meget lidt på området, men da omfanget af flytrafikken næppe bliver mindre i fremtiden, har vi nok ikke hørt det sidste ord i den debat.

Måske er du interesseret i ...

Læs også