Håbet i Georgien

Arslan Ustael er iført uldhue og tyk vinterjakke. Han ser til, mens et bor trænger igennem den fjerneste væg i tunnelen og forvandler den massive klippe til små sten. En gravko kæmper sig op gennem den stejle tunnel med et ton klippestykker i skovlen og triller ud i snestormen og hen mod en ventende lastbil. Arslan Ustael siger, at han gerne vil være med til at modernisere Tyrkiet, hjælpe med at bygge bro mellem øst og vest. Han griner, da dynamitten ankommer, for han kan se, at den er lavet i Kina og allerede har krydset denne grænse én gang.

30. september 2010

Arslan Ustael er iført uldhue og tyk vinterjakke. Han ser til, mens et bor trænger igennem den fjerneste væg i tunnelen og forvandler den massive klippe til små sten. En gravko kæmper sig op gennem den stejle tunnel med et ton klippestykker i skovlen og triller ud i snestormen og hen mod en ventende lastbil. Arslan Ustael siger, at han gerne vil være med til at modernisere Tyrkiet, hjælpe med at bygge bro mellem øst og vest. Han griner, da dynamitten ankommer, for han kan se, at den er lavet i Kina og allerede har krydset denne grænse én gang.

Der bliver ingen eksplosioner i dag. Bjergklippen er blød nok til, at boret kan arbejde uden dynamit. Arslan Ustael kigger ned i tunnelen i retning mod Georgien. “Vi har ikke fundet guld endnu,” siger han. Stenene fra gravkoen vælter over på lastbilen, og larmen overdøver næsten hans stemme. “Silkevejen vil genopstå.”

Der er ingen job i Akhalkalaki. Og der er heller ikke noget guld. I det hele taget er der ikke meget, der glitrer i de ugæstfri bjerge ved denne by i det sydlige Georgien. Her ender den gamle jernbane fra hovedstaden Tbilisi. Herfra vil der blive anlagt 95 km ny jernbane mod syd gennem Arslan Ustaels tunnel til Kars. Yderligere 120 km eksisterende jernbane vil blive renoveret. Arbejdet begynder, når det bliver tøvejr.

Akhalkalaki ligger i Georgien, men de fleste af byens indbyggere er etniske armeniere – og ludfattige. Fabrikkerne i Akhalkalaki drejede nøglerne om efter Sovjetunionens fald. Da landbrugskollektiverne lukkede, groede de engang så frugtbare marker til med ukrudt. Kriminelle afklippede aluminiumsledningerne og kobberlederne, der var med til at holde togene kørende, og solgte metallet i Iran og Tyrkiet. Økonomien fik endnu et kraftigt skud for boven i 2007, da russerne lukkede en militærbase i byen.

Derfor tager mændene til Moskva, hvor de arbejder som gadefejere og sender penge hjem. Mange af dem, der er blevet tilbage, føler sig overset af den georgiske regering, og der har i den forbindelse været mange demonstrationer. Meget få i Akhalkalaki og den omgivende Javakheti-region taler georgisk, og i skolerne er der ingen, der kan undervise i det. I 1990’erne så det ud til, at Javakheti kunne blive den næste region, der løsrev sig fra Georgien, ligesom Ab-khasien og Sydossetien mod nord, der erklærede sig uafhængige i begyndelsen af samme årti, men som stort set ikke har opnået anerkendelse.

Nu satser Georgien på, at BTK-jernbanen sætter skub i økonomien og kan integrere den oprørske armenske enklave i resten af landet. Da planerne om at åbne jernbanen kom frem første gang, protesterede Georgiens armeniere, fordi de syntes, at det var urimeligt, at den gik uden om Armenien. Men i dag håber folk i Akhalkalaki, at den nye jernbane vil sætte et stop for ørkenvandringen efter kommunisttiden.

Grigorij Lasarev står på Akhalkalakis udendørs marked. Han har kartofler i kommission for en lokal landmand, handler dem for mandariner og sælger derefter frugten på markedet for 40 tetri kiloet. Han vil gerne arbejde på jernbanen. “Jeg er mekaniker, svejser, ingeniør,” siger han. “Psykisk er det ikke godt for mig at sælge mandariner.” I bagagerummet på hans russiske Moskvitj-bil ligger der en stabel frugt. Han kigger på de mange andre, der også sælger mandariner. I Sovjettiden var det kun tilladt for officielle gadesælgere at sælge deres varer her, siger Grigorij Lasarev. “Men nu er alle sælgere.” Han er 58 år gammel og har kun lige tænder nok tilbage til at tygge bløde fødevarer som citrusfrugter. Han har to små børn at forsørge og kun nogle få tetri i sin jakkelomme.

Da Grigorij Lasarev kørte de to timer til byen Kartsakhi for at søge job på jernbanen, blev han afvist. Han tog derefter til den lejr, der er ved at blive sat op uden for Akhalkalaki, og hvor tyrkiske og aserbajdsjanske faglærte arbejdere snart vil samles. “Du kan ikke styre en gravemaskine,” sagde de. “Du taler ikke georgisk.”

Politikerne i Tbilisi siger, at Akhalkalaki vil blive en vigtig station på Jernsilkevejen, hvor togene skal skifte mellem europæisk og russisk sporvidde. For folk i Akhalkalaki er det dog svært at se, hvordan det skal komme dem til gode. Ligesom Grigorij Lasarev har mange hundrede lokale søgt arbejde på jernbanen, men indtil videre er den beskæftigelse kun en drøm.

Måske er du interesseret i ...

Læs også