Et skib til guderne

For 150 år siden blev der fundet en mystisk båd fra jernalderen i Nydam Mose ved Sønderborg. Nu bliver en rekonstruktion af båden i fuld skala søsat.

6. august 2013 af Siebo Heinken

Dukkede de ud af den beskyttende tåge? Eller var det højlys dag, da de godt 30 krigere landede ved Alssund i deres hurtige egetræsbåd? Svært bevæbnede med spyd, buer og skjolde rykkede de frem mod den nærmeste bosættelse, muligvis som en del af en større angrebsflåde. Men de endte med at blive besejret. De overlevende blev gjort til trælle eller slaver, udrustningen blev beslaglagt, og båden sikret.

Eller foregik det helt anderledes? Var de nordgermanske krigere selv på plyndringstogt ligesom de frygtede vikinger senere i historien, og vendte de hjem til Sønderjylland med en røvet båd fyldt med våben? "Det kan også være," siger Andreas Rau fra Center for baltisk og skandinavisk arkæologi i Slesvig. "Vi ved ikke nøjagtig, hvad der skete dengang." Sikkert er det dog, at landsbyboerne engang mellem år 340 og 360 e.Kr. trak den 5 tons tunge båd 3 km over land til en moseagtig sø, slog hul i skroget og sænkede byttet som en tak til deres guder.

Nydambåden er med sit 23 m lange og knap 3,5 m brede skrog af sortglinsende træ lige så elegant som for næsten 1700 år siden. I dag ligger båden i den tidligere eksercerhal for 4. danske dragonregiment ved siden af Gottorp Slot i Slesvig. For- og agterstavnen rager højt op, de klinkede plankerækker holdes sammen af nagler og er på den indvendige side forstærket med spanter. På bordplankerne er der fastgjort åretolde, som er rekonstruerede. Ifølge beregninger fra det skibstekniske laboratorium i Potsdam har 28 mand engang kunnet bringe den meget sødygtige båd op på 7-8 knob, næsten 16 km/t. Udover besætningen var der også plads til krigere. "Det har udgjort en effektiv form for troppetransport i oldtiden," siger Andreas Rau.

Det er et af de største skibe, de germanske bådebyggere nogen sinde har skabt. Og velsagtens det vigtigste skibsfund i Nordeuropa fra tiden før vikingerne. 150 år efter udgravningen giver Nydambåden stadig arkæologerne nye, værdifulde oplysninger om skibsbygning, samfundsforhold og konflikter i jernalderen.

Det tog knap tre dage for Conrad Engelhardt og hans medarbejdere at udgrave bådens utallige dele midt i august 1863 i Nydam Mose lidt nord for Sønderborg. Conrad Engelhardt, der var lærer i den dengang danske by Flensborg og havde erfaring med arkæologi, lod træet konservere, samle og dokumentere med præcise tegninger – hvorpå det i al hast blev bragt i sikkerhed på loftet af retsbygningen i Flensborg, for den dansk-tyske krig var nært forestående. Det følgende år overgik hertugdømmet Slesvig til Preussen. Nydambåden kom i tysk varetægt, og her forblev den, selv om fundstedet ved Alssund igen blev dansk efter 1. verdenskrig. Det er grunden til, at der i dag forskes i emnet to steder: på Nationalmuseet i København, hvis arkæologer de sidste 10 år har udgravet Nydam Mose, og på Gottorp Slot i Tyskland, hvor Nydambåden og de fleste af de genstande, Conrad Engelhardt i sin tid udgravede, befinder sig.

Andreas Rau kan godt lide at lægge puslespil. "Det slappede jeg af med, mens jeg skrev hovedopgave på universitetet," siger han. Nu står han på Gottorp Slot og grubler foran flere borde med træstumper. Hvilke stumper passer sammen i farve og form? Hvilke brudflader svarer til hinanden? Og vigtigst af alt: Hvilke funktioner havde de hundredvis af stumper, der ikke engang er blevet konserveret endnu? Hvad de ca. 3 m lange årer angår, er sagen temmelig klar – men hvad med stokkene, der har fået boret centimeterstore huller i enden, så de ligner øskner? Andreas Rau og hans kolleger har en teori om, at det måske kan være stænger til en slags telt, der kan have givet ly på dækket. Sådan som det kan ses afbildet på ældgamle billedsten fra Gotland. Men hvordan kom de tidlige søfolk ombord – der var jo ikke nogen landgangsbro? I deres søgen efter svaret fandt arkæologerne rester af en lejder i stil med dem, der bruges på nutidens lystbåde. "Når man ved, hvad man leder efter, finder man det også," siger Andreas Rau med et smil.

Den tyske forsker tager hyppigt til Nydam Mose, hvor udforskningen længe har holdt ham selv og hans kolleger Peter Vang Petersen og Flemming Rieck fra Nationalmuseet i København travlt beskæftigede. Udover egetræsbåden ofrede germanerne her i jernalderen yderligere to både, hvoraf den ene stadig ligger i mosen. Men ikke nok med det. I løbet af deres 10 år lange udgravning har de danske arkæologer i et område på hen ved 400 m2 udgravet over 14.000 særdeles velbevarede genstande, heriblandt en knap 2 m lang ankerstok, spande, en ambolt, smykker og endda personlige ejendele som kamme og pincetter. Frem for alt har de dog fundet våben: romerske sværd, økser og spyd, nogle med navnet på ejeren skrevet på med runeskrift: wagagastiR eller harkilaR. Alt sammen tegn på et stærkt militariseret samfund.

Arkæologerne kender til mange moser i Nordeuropa, hvor der i jernalderen fra det 6. århundrede f.Kr. blev foretaget ofringer – somme tider mennesker, men mest våben og værdigenstande fra besejrede fjender. I Jylland og på nogle af øerne er der fundet over 20 offersteder, heriblandt flere på Als, hvor krigskanoen Hjortspringbåden – Nordeuropas ældste plankebyggede fartøj – blev ofret. Og hvor man 670 år senere, ikke langt derfra, nedsænkede Nydambåden. Var dette et kultsted for en guddom?

På det tidspunkt, i det 3. århundrede e.Kr., blev skibs- og våbenofringer hyppigere. Rivaliserende magter kæmpede i Nordeuropa om herredømmet. Et køligere og fugtigere klima gjorde fødegrundlaget mere sparsomt, og nøden drev befolkningen ud på plyndringstogter. Truslen var for meget for de små bondesamfund, og derved opstod der mere komplekse klansamfund med høvdinge, som i tilfælde af krig havde myndighed over befolkningen og velsagtens også kultiske funktioner.

Det var allerede længe siden, germanerne havde levet isoleret. Deres lejesoldater i romersk tjeneste bragte sværd af kostbart stål og andre ting med sig hjem foruden ny viden. Handel bidrog til, at skibsbyggeriet blev stadig mere udbredt i de egne, romerne kaldte "Barbaricum".

"Hvad enten romerske købmænd drog helt til Jylland med deres skibe, eller germanerne drog til Rhinen, så havde de under alle omstændigheder adgang til oplysninger om hinanden," siger arkæolog Ronald Bockius, der leder forskningen i antikkens skibsfart på det romersk-germanske centralmuseum i Mainz i Tyskland.

Nydambåden blev bygget 20-30 år før, den blev ofret, og er en videreudvikling af den langt ældre, 19 m lange Hjortspringbåd, hvis planker var syet sammen med bastsnore. Ved konstruktionen af Nydambåden benyttede bådebyggerne imidlertid teknikker, der allerede var afprøvet i Middelhavsområdet og i de romerske provinser: klinkbygning, hvor plankerne overlapper som tagsten. Jernnagler. Tætning af skroget med uld, talg og birketjære. Og årer i stedet for de mindre effektive pagajer. "Germanerne plagierede ikke – men teknologisk set lod de sig inspirere af romerne," siger Ronald Bockius.

Det gjorde folkene ved Alssund givetvis også. De boede i langhuse uden vinduer på en bakke oven for Nydam Mose. Nogle spredte træbevoksninger skabte afveksling i englandskabet. Andreas Rau peger ud over området, der efter sødannelsen i jernalderen atter groede til for flere hundrede år siden. Overalt vokser der nu padderokke, som truer med at ødelægge de endnu ikke udgravede offergaver af træ. "Jeg kan levende forestille mig, hvordan folk dengang har stået på skråningen og kigget på, at skibene og de allerede ødelagte sværd og spyd blev bragt dertil. For herskerne var det et reklamefremstød i egen interesse – og for alle tilskuerne uden tvivl ganske god underholdning."

Men hvorfor ofrede de så enorme skatte? Arkæolog Peter Vang Petersen har et svar: "Moserne var jernalderens kirker. Når folk tror på noget, er ingen omkostninger for store. Det kender vi jo også fra senere tiders katedraler."

Ingen har en bedre forestilling om værdien af oldtidsbåden fra Nydam Mose end 30 mænd og kvinder, der alle bor i omegnen af Alssund.

Da jeg besøger en landbrugsbygning på en gård i udkanten af landsbyen Sottrupskov nordvest for Sønderborg, er deres rekonstruktion af Nydambåden tæt på at være færdig. Skroget er elegant, og egetræet skinner. Nogle mænd i blåt arbejdstøj er ved at lægge sidste hånd på værket. "Det gamle skib er vores stolthed og en del af den danske identitet. Derfor besluttede vi at bygge en tro kopi," siger Vincent Jessen, der er formand for Selskabet for Nydamforskning – i daglig tale Nydamselskabet.

For 13 år siden begyndte de forberedelserne. De udså sig 15 cm tykke planker af egestammer og fjernede så meget træ, at alt, hvad der blev tilbage, var 2,5 cm tykke planker med (indbyggede) kraftige klamper til fastgørelse af spanter og tofter. For 1500 år siden blev den slags dele nemlig fremstillet ud af det samme stykke træ. Ved hjælp af en skabelon formgav de skroget og tætnede det med uld, der var imprægneret med en blanding af oksefedt og bivoks. De smedede 1500 jernnagler. De gennemsøgte landet på kryds og tværs for at finde 19 træer, der var så krumvoksede, at de passede nøjagtig som spanter i båden, og søgte efter grengafler, der egnede sig som åretolde. Slog reb af bast, som de havde strimlet af bark fra lindetræer. Syede røde, blå og orange skjorter i stil med de klædestykker, arkæologer har fundet i Thorsbjerg Mose ved Sønder Brarup øst for Slesvig by.

Ofte søgte de råd og vejledning fra eksperterne på Nationalmuseet og Vikingskibsmuseet i Roskilde og indarbejdede deres nyeste viden. For eksempel at Nydambåden havde et dæk med rullemåtter, der gav adgang til lastrummet. Rekonstruktionen har taget knap 20.000 timer eller mindst 2000 arbejdsdage i ren arbejdstid.

Den 17. august i år søsættes skibet – nøjagtig 150 år efter at Conrad Engelhardt fandt originalen. Bådens første tur over Østersøen til Slesvig begynder dér, hvor angriberne for knap 1700 år siden landede med Nydambåden.

Måske er du interesseret i ...

Læs også