Aserbajdsjans økonomi vokser stødt

Tilbage i Akhalkalaki pakker Grigorij Lasarev sin vægt og dens rustne lodder sammen, forlader markedet og tager hjem. Hans hus er bygget i 1850, mens den viljestærke Nikolaj 1. regerede. Han og hans familie lever af hans mors pension på 90 lari, ca. 300 kr. om måneden. Men når der kommer gæster, mønstrer Grigorij Lasarevs kone Lisa alligevel et spisebord med den mad, som huset kan præstere. Datteren Gohar sidder ved et gammelt klaver og øver sig, hvilket fylder det lille rum med musik. Grigorij Lasarev beklager sig over sin situation, men ikke så højt, at hans familie kan høre det.

30. september 2010

Tilbage i Akhalkalaki pakker Grigorij Lasarev sin vægt og dens rustne lodder sammen, forlader markedet og tager hjem. Hans hus er bygget i 1850, mens den viljestærke Nikolaj 1. regerede. Han og hans familie lever af hans mors pension på 90 lari, ca. 300 kr. om måneden. Men når der kommer gæster, mønstrer Grigorij Lasarevs kone Lisa alligevel et spisebord med den mad, som huset kan præstere. Datteren Gohar sidder ved et gammelt klaver og øver sig, hvilket fylder det lille rum med musik. Grigorij Lasarev beklager sig over sin situation, men ikke så højt, at hans familie kan høre det.

Han roder lidt rundt i et skab og kommer tilbage til bordet med et skuldermærke med filt på bagsiden. Det grønne stof er næsten blevet gråt. Det er et gradstegn for en løjtnant, en ingeniør i den russiske grænsetjeneste. “Min bedstefar gjorde tjeneste under Nikolaj 2. Han byggede veje til Akhaltsikhe og Batumi,” siger Grigorij Lasarev med et sjældent smil, hvorefter der bliver mørkt. Strømmen er gået i Akhalkalaki, og bortset fra lyden af det gamle klaver er familien Lasarev stille.

Elektriciteten er det første indtryk i Baku, hvor vejbelysningen får den nye asfalt til at skinne fra lufthavnen og ind til byen. Baku leverer ikke længere halvdelen af verdens råolieforsyning, som den gjorde i begyndelsen af det 20. århundrede. Men det skulle man tro. De seneste tre år er luksusforretninger af enhver art åbnet på boulevarden Neftjiler Prospektij, hvor Det Kaspiske Hav spejler sig i vinduerne. Der er gang i planlægningen af et CO2-neutralt ferieresort til 27 milliarder kr. på øen Sira syd for byen. Et luksushotel åbner snart for de gæster, der trækkes til Baku af rigdommene i det statslige oliemonopol, der ligger på den anden side af gaden. I de fem år, der er gået, siden BTC-olieledningen begyndte at hente olie op af Det Kaspiske Hav og pumpe penge ind i Baku, er Aserbajdsjans økonomi vokset med over 100 %.

I årene efter at Tyrkiets tidligere præsident Süleyman Demirel i en tale i Tbilisi i slutningen af 1990’erne bragte Jernsilkevejen på bane, forsøgte parterne at rejse den fornødne internationale finansiering til at bygge den. Men de store armenske mindretal i bl.a. Aserbajdsjan blokerede for alle finansielle bestræbelser med overbevisende argumenter om, at placeringen af jernbanen – ligesom olieledningen før den – var en straf for striden om Nagorno Karabakh. Derfor holdt Washington, EU og Verdensbanken sig væk. Da oliehanerne åbnede i 2005 og en overgang gjorde Aserbajdsjans økonomi til verdens hurtigst voksende, havde det internationale finansmarkeds tøven ikke længere nogen betydning. Nu betaler Aserbajdsjan selv for sin del af jernbanen og renoverer 503 km af de nedslidte spor til den georgiske grænse. Samtidig låner de Georgien et par hundrede millioner dollar på venskabelige betingelser – 25 år til 1 % i årlig rente. Storsind er de riges privilegium.

Da Musa Panahov voksede op i det vestlige Aserbajdsjan, gik der ikke nogen jernbane igennem hans by. I stedet drog han ud for at finde en selv. Han blev uddannet fra Moskvas transportinstitut i perioden under Leonid Bresjnev og blev derefter optaget i det sovjetiske jernbanebroderskab. På det tidspunkt havde Sovjetunionen verdens volumenmæssigt største banesystem; alt militært gods blev transporteret med tog. Dette centralt styrede netværk var en vigtig del af statens sikkerhedsmæssige infrastruktur og var derfor både beskyttet og privilegeret. Togansatte havde deres egne hospitaler, deres egne skoler og endda deres egen milits. “Vi havde alt undtagen et udenrigsministerium,” siger Musa Panahov, der nu er vicetransportminister i Aserbajdsjan.

Måske er du interesseret i ...

Læs også