USA’s første havvindmøllepark godkendt

Havvindmølleparken Cape Wind anses som et vendepunkt i USA's energipolitik, men de store udgifter forbundet med vedvarende energi blokerer stadigvæk for nye projekter.

7. maj 2010 af Willie Drye, National Geographic News

Selv med Obama-regeringens godkendelse af USA’s første offshore vindmølleprojekt, den længe omstridte Cape Wind havvindmøllepark i Massachusetts’ Nantucket Sound, ser eksperter stadig én stor hindring mod at udnytte vindkraften langs landets kyster: prisen.

Havbaseret vindkraft koster cirka dobbelt så meget pr. kilowatt-time (kWh) som vindkraft på land, først og fremmest fordi det kræver mere robuste vindmølledele at modstå de barske vejrforhold og saltvandet.

Tilhængere af offshore vindkraft henviser ofte til Europa, hvor prisforskellen ikke har været en lige så stor forhindring. Det skyldes dels statsstøtte til vedvarende energi, dels at der ikke er så meget landareal til rådighed.

I USA er statsstøtten mere beskeden, der er ingen klimapolitik og masser af vindblæste landområder, bl.a. på farme på Midtvestens vidtstrakte prærier.

De, der går ind for vedvarende energi, håber, at Cape Wind med sin beliggenhed i vindfyldte, men rolige farvande og tæt på et stort befolkningsområde vil ændre den amerikanske tankegang.

“Dette bliver det første af mange projekter langs Atlanterhavskysten, efterhånden som vi bygger en ny energifremtid for vores land,” siger indenrigsminister Ken Salazar.

Fokus på landbaseret vindkraft

Ifølge den årlige markedsanalyse fra USA’s vindkraftindustri, American Wind Energy Association, er der yderligere 12 havbaserede vindkraftprojekter på tegnebrættet.

Indtil nu er hele den enorme vækst inden for vindkraft i USA – kapaciteten er steget med næsten 30 % om året fra 2002 til 2007 – dog foregået på land. Og de snesevis af nye amerikanske vindkraftprojekter, der er ved at blive bygget nu, er også på land.

Det står i skarp kontrast til Europa, hvor der ifølge den europæiske vindkraftsammenslutning i Bruxelles blev rejst 201 havvindmøller sidste år, og hvor 16 havvindmølleparker er under opførelse.

Lande som Storbritannien, Danmark og Tyskland har siden 1991 rettet blikket mod deres farvande som et nyt vækstområde for vedvarende energi, fordi det giver færre konflikter med jordejere.

I USA er situationen anderledes. Bygherrer har udset sig kæmpemæssige landområder, der er modne til at blive udnyttet, og tre stater – Montana, North Dakota og Texas – menes at have vind nok til at forsyne hele landet med elektricitet.

Prisen for vindmøller, der er bygget til at stå i havvand, ligger på omkring 56-129 øre pr. kWh, mens vindmøller på land koster 28-67 øre pr. kWh, siger Willett Kempton, der er professor i marin politik ved University of Delaware i USA.

Men Willett Kempton siger, at med det enorme potentiale, der er i de næsten konstante havvinde, er offshore vindkraft en energikilde, der ikke bør overses.

En undersøgelse, som han ledede, og som blev offentliggjort tidligere på måneden i Proceedings of the National Academy of Sciences, konkluderede, at to tredjedele af den tilgængelige vindkraft ud for USA’s nordøstkyst ville kunne levere al den elektricitet, der er brug for fra Massachusetts til North Carolina.

Hans undersøgelse viser, hvordan forventede problemer som f.eks. uregelmæssigheder i energiforsyningen kan løses ved at koble havvindmølleparker sammen og ved omhyggelig placering af vindmøllerne.

“En ting, som folk ikke helt har forstået, er, at dette er en teknologi i hastig udvikling,” siger Willett Kempton. “Omkostningerne vil falde betydeligt.”

Måske er du interesseret i ...

Læs også