solar power

Sæt stikket i solen

Solen bader os i langt mere energi end vi nogen sinde kan bruge – hvis vi kan tøjle den. Går solenergien mod lysere tider?

29. oktober 2009 af George Johnson

Det er en klar novembermorgen i Mojave-ørkenen i det sydøstlige Californien, og solen er netop begyndt at farve McCullough-bjergenes tinder med en kølig, rosa glød. Bag dem er fuldmånen ved at gå ned over skæret fra Las Vegas’ gigawatt-belysning. Endnu sover Nevada Solar One. Men dagens arbejde skal til at begynde.

Det er svært at forestille sig, at et kraftværk kan være så smukt: 1 million m2 blødt buede spejle, der er sat op i lange rækker som kanaler af lys. Om natten er de parkeret med forsiden mod jorden, men nu er de mere end 182.000 spejle begyndt at vågne og følge solens bane over himlen.

“Det ser ud til, at det bliver en 370-graders-dag i dag,” siger en af operatørerne i kontrolrummet. Det er hans opgave at overvåge rækkerne af parabolformede spejle, når de fanger og koncentrerer solens stråler på et system af lange stålrør fyldt med olie, der opvarmes til helt op mod 400°. Fra spejlmarken strømmer den skoldhede væske ind i nogle kæmpestore radiatorer, som udvinder varmen og koger vand til damp. Dampen driver en turbine, der er forbundet til en generator og sender helt op mod 64 megawatt ud på elnettet – nok til at forsyne 14.000 husstande eller et par kasinoer i Las Vegas med strøm. “Så snart systemet begynder at producere damp, er det meget traditionelt – industrielt standardgrej,” siger solkraftværkets direktør Robert Cable og peger på et gasdrevet kraftværk overfor. “Vi bruger det samme værktøj og de samme dele, som de gør ovre på den anden side af gaden.”

Da Nevada Solar One begyndte at producere energi i 2007, var det det første store solkraftværk, der var blevet bygget i USA i mere end 17 år. I mellemtiden blomstrede solenergi-teknologien andre steder. Nevada Solar One ejes af den spanske virksomhed Acciona, der producerer elektriciteten og sælger den til det regionale elselskab NV Energy. Spejlene er fremstillet i Tyskland.

Robert Cable og jeg tager hjelme og mørke beskyttelsesbriller på, sætter os ind i hans ladvogn og kører langsomt forbi række efter række af spejle. Nogle mænd med en vandvogn spuler nogle af dem. “Enhver form for støv påvirker dem,” siger Robert Cable. I den fjerneste ende af spejlmarken standser vi og stiger ud af bilen for at kigge nærmere på dem. For at demonstrere hvor holdbart glasset er, trommer Robert Cable på det. Over hans hoved, i parabolens brændpunkt, er røret med olien beklædt med sort keramik for at opsuge lyset, og det er omsluttet af en lufttom glascylinder som isolering. På en klar sommerdag, når solen står højest, kan Nevada Solar One omsætte omkring 21 % af solens stråler til elektricitet. Gaskraftværker er mere effektive, men dette brændstof er gratis. Og det afgiver ikke CO2, der bidrager til klodens opvarmning.

Med cirka 30 sekunders mellemrum lyder der en svag summen, når en motor drejer spejlene lidt højere op; ved middagstid vil de pege lodret opad. Der er så stille herude, at man næsten ikke kan fatte, hvor meget arbejde der rent faktisk bliver udført: Hver af de 760 spejlformationer kan producere omkring 84.000 watt – næsten 113 hestekræfter. Klokken otte om morgenen har olien i rørene nået sin produktionstemperatur. En hvid skysøjle af damp stiger op fra et køletårn. En halv time senere er lyden af turbinen inde i generatorstationen steget til en høj hvinen. Nevada Solar One er klar til at gå på elnettet.

Tema

Måske er du interesseret i ...

Læs også