Verdens farligste lufthavn

Kun de dygtigste piloter kan lande fly i Lukla, verdens farligste lufthavn, som ligger i 2.860 meters højde i Himalaya.

25. april 2013 af Hans Henrik Fafner

I moderne lufthavne der det normale mindstemål for en landingsbane på 1.800 meter. Så meget skal almindelige passagerfly bruge og almindeligvis er der en bane på 3 kilometer eller mere, hvilket giver plads til alle flytyper.

Det er derfor kun de dygtigste piloter og ganske få flytyper, der kan lande i Lukla, hvor banen er 480 meter kort. Tilmed er den ofte våd, og da den ligger i 2.860 meters højde, skal indflyvningshastigheden være højere på grund af den tyndere luft. Luka går ikke uden grund for at være verdens farligste lufthavn.

Den lille lufthavn i Himalaya blev anlagt i 1960erne, på opfordring fra Edmund Hillary. Ved at starte fra Lukla, halverer man vandreturen til Base Camp, hvor den egentlige bestigning af Everest begynder, var hans argument. Og det har gjort den lille by til noget af et trafikknudepunkt.

50 fly om dagen lander i verdens farligste lufthavn

I sommersæsonen lander omkring 50 fly dagligt i Lukla. Det betyder, at hvert ankommet fly normalt har 10 minutter til et kvarter til at sætte passagerer af og få nye på, inden det skal af sted igen, for kun på den måde bliver der plads til de næste, som kommer fra Kathmandu, godt en halv times flyvning borte. Og midt i dette skal piloterne have is i maven, for proceduren er ikke nem. Selve banen ligger på en skråning, der hælder 10 procent, og når man først har sat landingshjulene ned, er der ingen vej tilbage: banen ender i en klippevæg.

Afgang fra Lukla forekommer lige så vild. Flyet ruller ned af banen, og når den slutter, skal der helst være tilstrækkelig med fart på, for da er der intet andet end en 600 meter dyb slugt nedenunder.

Vejrforholdene i Lukla er stærkt omskiftelige, og det sker ofte, at et fly begiver sig fra Kathmandu i høj sol, blot for måtte vende om, fordi Lukla er lukket på grund af tæt tåge eller en pludseligt indtruffen snestorm.

Måske er du interesseret i ...

Læs også