Sydøstasiens Schweiz

Folk plejer at kalde Singapore for Sydøstasiens Schweiz, og det er en forståelig sammenligning.

Fra at være en malariabefængt sump op­nåede den lille ø ved den sydligste spids af Den Malaysiske Halvø sin selvstændighed fra Storbritannien i 1963 og udviklede sig i løbet af én generation til et legendarisk effektivt sted. De 3,7 millioner indbyggeres gennemsnitsindkomst overstiger mange europæiske landes, skole- og sundhedssystemet kan konkurrere med ethvert vestligt land, statens embedsmænd er i det store og hele korruptionsfri, 90 % af husstandene ejer deres hjem, skatten er forholdsvis lav, fortovene er rene, og hjemløse eller slumområder ser man ikke.

Dette har man opnået via en hårfin balancegang, et ofte paradoksalt samspil mellem, hvad nogle singa­poreanere kalder “den store pisk og den store gulerod”.

Det, der først slår én, er guleroden: en svimlende økonomisk vækst, der giver næring til en byggevirksomhed og et forbrug, som ingen ende vil tage. Over for dette har man pisken, oftest repræsenteret af det berygtede forbud mod tyggegummi samt pryglingen, som er straffen for at male på biler med spraymaling. Og hvad med social uro som racemæssige og religiøse spændinger? De er ganske enkelt ik­ke tilladt. Og der er heller ikke nogen, der stjæler ens pung.

• Forrige Side 2 af 8 Næste