Solenergi - på vej frem?

Med en ny regering i Washington, der har lovet at gøre noget ved den globale opvarmning og mindske afhængigheden af olie fra udlandet, går solenergien måske mod lysere tider i USA. Sidste år toppede oliepriserne med over 140 dollar (735 kr.) pr. tønde, før de styrtdykkede sammen med økonomien – en påmindelse om risikoen ved at basere fremtiden på noget så uforudsigeligt som olie. USA, der står midt i den værste økonomiske krise siden 1930’erne, har sat enorme projekter i gang for at udbedre landets infrastruktur og energiforsyning. I sin indsættelsestale lovede præsident Barack Obama at “tøjle solen og vinden og jorden for at skaffe brændstof til vores biler og drive vores fabrikker”. Hans budget for 2010 lægger op til en fordobling af landets kapacitet af vedvarende energi på tre år. Vindmøller og biobrændstof vil blive vigtige elementer. Men ingen energikilde findes i rigeligere mængder end solen.

“Uanset om vi taler om jordvarme eller vindkraft, så findes alle de andre kilder til vedvarende energi i begrænsede mængder,” fortæller Eicke Weber, der er direktør for Fraunhofer-instituttet for solenergi­systemer (ISE) i Freiburg i Tyskland. “Det samlede energibehov for alle mennesker på Jorden er omkring 16 terawatt,” forklarer han. (En terawatt er en billion watt.) “I år 2020 forventes det at stige til 20 terawatt. Det sollys, der rammer Jordens landmasser, svarer til 120.000 terawatt. Set i det perspektiv er energien fra solen nærmest ubegrænset.”

Der er i princippet to måder at tøjle den på. Den første er at producere damp, enten med rækker af paraboler som dem i Nevada eller med en mark af flade, computerstyrede spejle – såkaldte heliostater – der koncentrerer sollyset mod en modtager, der sidder øverst i et kæmpestort “energitårn”, som indeholder en dampkedel. Den anden metode er at omdanne sollys direkte til elektricitet ved hjælp af solceller, der er fremstillet af halvledere som silicium.

Hver metode har sine fordele. For øjeblikket er dampproduktion, også kaldet solvarme, mere effektivt end solceller, fordi en større andel af det indstrålende sollys omdannes til elektricitet. Men det kræver mange tusinde kvadratmeter jord og lange overførsels­ledninger at få energien ud til forbrugerne. Solcellepaneler kan anbringes på hustage netop der, hvor der er brug for energien. Begge­ energikilder har desuden en indlysende ulempe: De leverer mindre energi, når det er overskyet, og forsvinder helt om natten. Men ingeniører er allerede i gang med at udvikle systemer til at lagre energien, så den kan bruges i de mørke timer.

Optimisterne siger, at solenergi kan blive lige så rentabel og effektiv som fossilt brændstof ved hjælp af små, støtteforbedringer – der er ikke behov for de store gennembrud – og klækkelig statsstøtte. Pessimisterne siger, at de har hørt det hele før – for 30 år siden, da Jimmy Carter var præsident. Dengang herskede der også en krise, som blev udløst af den arabiske olieembargo i 1973. Præsident Carter slog til lyd for en ny energipolitik, hvor solenergi spillede­ en væsentlig rolle. I 1979 sendte den islamiske revolution i Iran igen oliepriserne på himmelflugt. Præsident Carter fulgte sin egen politik og installerede solfangere på taget af Det Hvide Hus.

I de følgende år blev der opført to store anlæg med parabolspejle, SEGS I og II (det står for Solar Electric Generating Station), omkring 260 km sydvest for Las Vegas. De blev efterfulgt af yderligere syv kraftværker i samme område. Anlæggene er stadig i drift – omkring en million spejle i alt fordelt på 6,5 km2 og med en samlet kapacitet på 354 megawatt. På afstand ligner de luftspejlinger.

Fremdriften varede ikke ved. I takt med at økonomien tilpassede sig det iranske oliechok, faldt priserne på brændstof. Den akutte efterspørgsel svandt ind, og det samme gjorde forskningsmidlerne, og solenergi var fortsat bare en mindre faktor i USA’s store energiregnskab. SEGS-anlæggene var stadig under opførelse, da præsident Reagan fjernede solfangerne fra taget af Det Hvide Hus. Den første solrevolution var løbet ud i sandet.

To årtier senere er en ny revolution måske på vej i USA. Det amerikanske laboratorium for vedvarende energi (NREL) i Golden, Colorado – som er et andet levn fra Carter-æraen og regeringens vigtigste forskningscenter for sol-, bølge-, vindkraft- og andre alternative energiformer – forbereder sig på en renæssance.

Da jeg besøger det, er der ved at blive bygget et nyt forskningskompleks og hovedkontor op ad en bjergside uden for Golden. 20.000 m2 solcellepaneler på toppen af det flade bjerg skal forsyne laboratorierne og kontorerne længere nede. Og det er muligvis kun begyndelsen. Hvor regeringen tidligere behandlede NREL som lidt af et uønsket barn, får det nu del i de ekstra penge, som Obama-administrationen har øremærket til vedvarende energi. “Lige nu udgør solenergi så lille en del af USA’s elproduktion, at den måles i tiendedele af en procent,” siger Robert Hawsey, der er meddirektør for NREL. “Det forventes nu at stige. I 2030 kan mellem 10 og 20 % af landets maksimale elektricitetsbehov være dækket af solenergi.” Men ikke uden statsstøtte. Nevada Solar One var aldrig blevet bygget, hvis ikke staten havde sat en frist, der kræver, at energiselskaber fra 2015 producerer 20 % af deres energi fra vedvarende kilder. Under spidsbelastninger – en varm eftermiddag i Las Vegas, når produktionsomkostningerne er højest – er elektriciteten fra solkraftværket næsten lige så billig som den fra værkets gasfyrede nabo. Men det er kun, fordi en statslig afgiftslettelse på 30 % holdt solkraftværkets anlægsudgifter nede.

I et forsøg på at reducere solkraftværkers omkostninger og behov for støtte forsker NREL’s ingeniører i spejle, der er fremstillet af lette plastmaterialer i stedet for glas, og modtagerør, der opsuger mere sollys og har mindre varmetab. De arbejder også på at løse det største problem ved solenergi: Hvordan kan man lagre noget af den varme, der produceres i dagtimerne, til senere brug?
Sidste år åbnede det første kommercielle solkraftværk med varmelager i nærheden af Guadix i Spanien, øst for Granada. I dagtimerne bruges sollyset fra en spejlmark til at opvarme flydende salt. Om aftenen, når saltet køler af, afgiver det varme, så der kan produceres mere damp. I Arizona i USA vil Solana Generating Station også bruge flydende salt til lagring. Når det går i drift i 2012, vil 8 km2 parabolspejle producere 280 megawatt til byerne Phoenix og Tucson. Solana bliver bygget af det spanske firma Abengoa Solar – et klart signal om, at Spanien er meget længere fremme med udviklingen af denne teknologi end USA.

• Forrige Side 2 af 6 Næste