Søvnforskning

“Hvis søvn ikke tjener et helt livsnødvendigt formål, er det den største fejltagelse, evolutionen nogensinde har begået,” har den ansete søvnforsker Allan Recht­schaffen engang sagt.

Den fremherskende teori om søvn er, at hjernen har brug for den. Denne teori stammer til dels fra almindelig sund fornuft – hvem føler sig ikke friskere i hovedet efter en god nats søvn? Men det er sin sag at underbygge formodningen med hårde data.

På hvilken måde hjælper søvnen hjernen? Svaret afhænger muligvis af, hvilken slags søvn man taler om.

For nylig har forskere ved Harvard University i USA under ledelse af Robert Stickgold testet studerende i forskellige færdigheder. Dernæst har de givet dem lov til at tage en lur og så testet dem igen. Forskerne fandt ud af, at de, der havde sovet REM-søvn, bagefter klarede sig bedre i opgaver med mønstergenkendelse, som f.eks. grammatik, mens de, der havde sovet dyb søvn, var bedre til at huske. Andre forskere har opdaget, at den sovende hjerne lader til at gentage den neuron-­aktivitet, der fandt sted, da personen kort forinden var vågen – som om hjernen under søvnen prøver at indprente i langtids­hukommelsen, hvad den har lært samme dag.

Den slags undersøgelser tyder på, at en af søvnens funktioner er at styrke hukommelsen. Søvnforsker Giulio Tononi fra University of Wis­consin i USA offentliggjorde en interessant version af denne teori for nogle år siden: Hans undersøgelse viste, at den sovende hjerne til­syneladende luger gentagelser og unødvendigheder ud i synapserne, det vil sige i nerveforbindelserne. Så formålet med at sove kan måske være at hjælpe os til at huske det, der er vigtigt, ved at lade os glemme det, der ikke er.

Søvnen har formentlig også fysiologiske formål: Et sandsynligt bevis er, at patienter med FFI ikke lever længe. Der har været meget fokus på at finde ud af, hvad der egentlig slår FFI-patienter ihjel, men vi ved det stadig ikke. Dør de af ren søvnmangel? Og hvis ikke, i hvilken grad bidrager søvnløshed så til de årsager, der slår dem ihjel? Nogle forskere har fundet, at søvnmangel får sår til at hele langsommere hos rotter, og andre har peget på, at søvnen er med til at styrke immunforsvaret og holde infektioner nede. Men det er ikke tilstrækkeligt bevist.

I det berømteste forsøg på at forstå, hvorfor vi sover, tvang Allan Rechtschaffen i 1980’­erne rotter til at holde sig vågne i sit laboratorium på University of Chicago i USA. Han anbragte dem på en skive, der var sat op på en cylinder over en beholder med vand i. Når rotterne faldt i søvn, drejede skiven og smed dem i vandet, og så snart de faldt i, vågnede de. Efter cirka to uger med denne strenge, påtvungne søvnløshed var alle rotterne døde. Men da Allan Rechtschaffen obducerede dyrene, kunne han ikke finde noget særligt galt med dem. Deres organer havde ikke taget skade. Det lod til, at de var døde af udmattelse – det vil sige af mangel på søvn. I et opfølgende eksperiment i 2002 med mere raffinerede instrumenter lykkedes det heller ikke at finde “en utvetydig dødsårsag” hos rotterne.

På Stanford University besøger jeg William Dement, den nu pensionerede leder af afdelingen for søvnstudier, som desuden er med­opdager af REM-søvnen og var med til at grundlægge Stanford-universitetets center for søvnmedicin. Jeg beder ham fortælle, hvad han – efter 50 års forskning – ved om årsagerne til, at vi sover. “Så vidt jeg ved,” svarer han, “er der kun én helt, helt sikker grund til, at vi har brug for at sove: nemlig, at vi bliver søvnige.”

Desværre er det modsatte ikke altid tilfældet. Vi bliver ikke altid søvnige, når vi har brug for at sove. Søvnløsheden har nået epidemiske højder i den vestlige verden. De fleste søvn­eksperter angiver, at ca. 15 % af den danske voksenbefolkning lider af alvorlige og langvarige søvnforstyrrelser, vurderer professor Poul Jennum fra Dansk Center for Søvnmedicin på Amtssyge­huset i Glostrup.

En storstilet norsk helbreds­undersøgelse af næsten 50.000 borgere viser et tilsvarende antal. I USA klager ca. en femtedel af befolkningen over søvnproblemer, og henvendelser til søvnlaboratorier og -klinikker er stigende. Alligevel bliver der gjort påfaldende lidt for at forstå årsagerne til søvnløshed. De fleste medicinstuderende får ikke megen undervisning i søvnforstyrrelser, og ofte indgår søvn ikke i de generelle helbredsundersøgelser hos praktiserende læger. “Vi ved, at det i meget stort omfang er et uafdækket problem,” siger Poul Jennum.

Der er enorme sociale og økonomiske omkostninger ved, at søvnløshed er underbehandlet. Det amerikanske videnskabsakademis medicinske institut anslår, at næsten 20 % af alle alvorlige ulykker med motorkøretøjer har at gøre med, at føreren er søvnig – og det koster samfundet et tocifret milliardbeløb. Tabet i arbejds­produktivitet er endnu højere. Desuden er der de blødere omkostninger: de belastede eller brudte forhold; jobbene, som trætte mennesker ikke har energi til at søge; den nedsatte glæde ved livets fornøjelser.

Dertil kommer, at søvnforstyrrelser, der bliver behandlet, også er meget dyre for samfundet. Poul Jennum har beregnet, at f.eks. søvnapnø koster mellem 36.000-105.000 kr. pr. patient pr. år afhængigt af sygdommens sværhed. Og eftersom mange rammes kronisk i en ung alder, så løber det op igennem hele patientens liv.

Man skulle tro, at et problem, der var årsag til så megen skade og så store omkostninger, ville få stater verden over til at erklære krig mod det. Alligevel har søvnforskningen hverken fået særlig stor offentlig bevågenhed eller støtte.

• Forrige Side 2 af 4 Næste