Singapore er som et varmt bad

Singapore kan være et foruroligende sted, selv for dem, der betragter det som deres hjem, men de ville aldrig overveje at forlade det. Som en af de lokale udtrykte det: “Singapore er som et varmt bad. Man lader sig synke ned, skærer sine pulsårer over, lader sit hjerteblod flyde ud, men hva’, det er varmt.”

Hvis det nu skal være sådan, synes de fleste singaporeanere, at de lige så godt kan gå ned, mens de spiser peberkrabber med et par karrypuffer til. At spise er nemlig den store nationale fritidsbeskæftigelse og tilflugt.

På min sidste dag i Singapore gik jeg op på bakken i Bukit Timah-naturreservatet, som med sine knap 164 m er det højeste punkt på øen og det tætteste, man kommer på den jungle, Singapore engang var. I den uventede stilhed tænkte jeg igen på, hvad LKY havde sagt om Konfucius’ tro på, “at mennesket kunne udvikles til fuldkommenhed”. Det var, sagde LKY med et suk, “en optimistisk livsanskuelse”. Folk misbruger frihed. Det er hans indvending mod Amerika: Individets ret til at gøre, som det selv vil, tillader det at opføre sig dårligt på bekostning af et velordnet samfund. Som de siger i Singapore: Hvad glæde har man af de rettigheder, hvis man er bange for at gå ud om aftenen?

Da jeg kom til toppen af bakken, troede jeg, jeg ville blive belønnet med udsigten over hele bystaten. Men der var slet ingen udsigt – kun et rustent kommunikationstårn og et cyklon-hegn med et skilt med teksten “Beskyttet område” og en tændstikmandstegning af en soldat, som pegede med et gevær mod en mand med hænderne over hovedet.

Jeg nævnte senere den situation for psykiateren Calvin Fones: “Der kan du bare se. Det viser, hvilke fremskridt vi har gjort,” sagde han. “Indtil for et par år siden havde vi også det skilt, men dengang lå manden på jorden og var allerede skudt.”

• Forrige Side 8 af 8