Efter kinesisk målestok er Shanghai en opkomling, og i modsætning til kejserstaden Beijing var den for blot halvandet århundrede siden en beskeden fiskerby. I begyndelsen var det en vestlig traktathavn, der solgte opium for te og silke. De strunke bygninger langs flodpromenaden The Bund (et ord, der stammer fra hindi) vidnede om udenlandsk og ikke kinesisk magt. Fra alle egne af verden kom der bølger af indvandrere, der tilsammen udgjorde en eksotisk blanding af britiske bankfolk og russiske dansepiger, amerikanske missionærer og franske velhavere, jødiske flygtninge og turbanklædte sikh-sikkerhedsvagter.
I 1930’erne var Shanghai blandt verdens 10 største byer. Men den lignede ikke noget andet sted på Jorden: en multikulturel metropolis med ry for tvivlsomme forretninger – og en endnu mere tvivlsom moral. Briterne, franskmændene og amerikanerne opdelte byen i koncessionsområder og byggede herskabelige hjem i gader kantede med træer. Lokale forretninger førte de sidste nye mode- og luksusvarer. Nattelivet bød på alt fra danseetablissementer og sociale klubber til opiumshuler og bordeller. (På et tidspunkt mentes Shanghai at have flere prostituerede end nogen anden by i verden).
Hele opsvinget hvilede imidlertid på de adskillige millioner kinesiske indvandrere, der strømmede til byen, heraf mange flygtninge og reformtilhængere på flugt fra voldelige kampe ude på landet, begyndende med det blodige Taipingoprør i midten af 1800-tallet.
De nyankomne fandt beskyttelse i Shanghai og begyndte at arbejde som købmænd og mellemhandlere, kulier og gangstere. Alle trængslerne til trods var det disse immigrantarbejdere, der skabte landets første moderne byidentitet, samtidig med at de efterlod sig et indlandsrige, der endnu var dybt agrarisk. Familietraditionerne var måske stadig kongfuzianske, men kjolen var vesterlandsk, og systemet kapitalistisk. “Vi er altid blevet beskyldt for at tilbede udlændinge,” siger Shen Hongfei, der er en af Shanghais førende kulturkritikere. “Men at tage udenlandske ideer og gøre dem til vores egne har gjort os til det mest udviklede sted i Kina.”
I 1949 gik tæppet omsider ned. De næste fire årtier blev Shanghai straffet af Kinas socialistiske overherrer for sin rolle som et moderne Babylon. Beijing omdirigerede næsten alle byens indtægter. Da Kina i 1980’erne begyndte at indføre økonomiske reformer, måtte Shanghai vente næsten et årti, inden styret i Beijing lod byen sætte gang i udviklingen. “Vi blev ved med at spekulere: Hvornår bliver det vores tur?” siger modedesigner og iværksætter Huang Mangqi.
Nu er Shanghais store øjeblik kommet. Efter flere år med kraftigere vækst end Kina som helhed er byen ivrig efter at genvinde tidligere tiders storhed, men denne gang på sine egne betingelser. For 20 år siden stod de europæiske bygninger på The Bund og stirrede over på den lavtliggende landbrugsjord, der var oversået med fabrikker på den anden side af Huangpu-floden; i dag vrimler det samme område med skyskrabere, blandt andet det 101 etager høje World Financial Center. Alt i alt har Shanghai fået opført over 4000 nye højhuse. Men for en by, der engang var domineret af rickshawer og cykler, er det mest opsigtsvækkende måske de knap 2500 km vej i og omkring Shanghai, der ikke fandtes for 10 år siden.
Og nu kommer så Expo 2010, en del af et hensygnende koncept, som Shanghai håber at kunne genoplive som global affyringsrampe. Det er en satsning, men byen har angiveligt skudt 45 milliarder dollar (225 milliarder kr.) i projektet, mere end Beijing brugte på De Olympiske Lege i 2008. Hovedparten af pengene er gået til infrastruktur, bl.a. to nye lufthavnsterminaler, udvidelse af undergrundsbanen og restaurering af The Bund. Men vil der midt i en global økonomisk krise komme de budgetterede 70 millioner besøgende? Shanghai håber at overgå rivalerne Beijing og Hongkong, men nærer også større ambitioner: at blive det 21. århundredes globale hovedstad. “Er der en by, der har mulighed for det, er det Shanghai,” siger Xiangming Chen, der er professor ved Fudan-universitetet i Shanghai.
Deltag i konkurrencen om en splinterny iPad. Du skal bare svare på spørgsmålet: Hvornår udkom det første National Geographic magasin?
Kom helt tæt på apostlene, fordyb dig i billeder af Islands smukke natur og læs historien om Brasiliens bortløbne slaver.
Se denne fantastiske time-lapse video fra Yosemite National Park i USA.
Vind VIP-billetter til åbningen af NG-fotograf Steve McCurrys fotoudstilling i Øksnehallen i København.
Historien rummer mange eksempler på, at selv store mænd og kvinder kan blive overset.
Klædt på til foråret? Få styr på vejret med en vejrstation og et abonnement.