Video afslører stjernehimlen uden lysforurening

Smuk kortfilm fra USA dokumenterer i etaper, hvordan lysforurening kvæler stjernehimlens lys, før den når ned til os på Jorden.

10. oktober 2016 af Nanna Vium / Illustreret Videnskab

Funklende klare stjerner og dragende meteorsværme, der maler sig vej hen over et endeløst, kulsort bagtæppe.

Vores nattehimmel gemmer på et uendeligt katalog af gåsehudsfremkaldende fænomer, der konstant udspiller sig hen over hovederne på os.

Men desværre betyder lysforureningen fra blandt andet gadelamper, reklameskilte og billygter, at en stor del af stjernernes lys bliver kvalt, før det når frem til Jordens befolkning.

Dokumenterer lysforurening

Filmen starter på niveau 8 hen over travle San Jose i Californien og bevæger sig lige så stille frem mod en krystalklar nattehimmel på niveau 1. Video: Sriram Murali.

Den udvikling har fotografen Sriram Murali indfanget i timelapse-kortfilmen ’Lost in Light’, der dokumenterer otte forskellige niveauer af lysforurening ud fra den såkaldte Bortle-skala, som spænder fra 1 til 9 og blandt andet måler nattehimlens klarhed.

Men opgaven var ikke let, forklarer fotografen.

”Det var udfordrende at finde lokationer til hvert niveau af forurening, og det, at finde et område uden lysforurening, var en rejse i sig selv,” lyder det.

60 procent kan ikke se Mælkevejen

Klik på billedet for at se det i stort. Kilde: Falchi et al., Science Advances (2016)

Og det kan der være god grund til.

Tidligere på året opdagede et internationalt forskerhold ved hjælp af satelitten Suomi National Polar-orbiting Partnership, at 60 procent af europæerne og 80 procent af nordamerikanerne ikke længere kan se Mælkevejen på grund af lysforurening.

Måske er du interesseret i ...

Læs også