Andromeda
Andromeda

I midten af oktober kan du se Andromeda i detaljer ved hjælp af et forholdsvis lille teleskop, der kan indstilles til 40 x forstørrelse. Dværggalakserne M110 og M32, som befinder sig tæt på Andromeda, er også nemme at få øje på.

© Øverst: JESPER GRØNNE, HVADIHIMLEN.DK, Nederst: NASA; ESA; Z. LEVAY AND R. VAN DER MAREL, STSCI; T. HALLAS, AND A. MELLINGER

Mælkevejens nabo kommer på besøg

I midten af oktober kan du se vores nærmeste nabogalakse, Andromeda, med det blotte øje. Og med kun et lille teleskop kan du få fuldt udbytte af besøget fra den kosmiske gigant.

12. oktober 2017 af Jesper Grønne // Illustreret Videnskab

Se selv

På en klar aften midt i oktober kan du se Andromedagalaksen uden brug af teknisk udstyr.

Galaksens stjernerige kerne fremstår som en lidt uklar stjerne højt oppe på himlen – et par håndsbredder sydøst for punktet lige over dig.

Et teleskop med 40 x forstørrelse giver den bedste oplevelse af den store galakse, som i sin helhed fylder seks gange så meget på himlen som en fuldmåne.

Ved siden af Andromeda kan du se de to dværggalakser M110 og M32, som ligger tæt på den store galakse. M110 ses lige under Andromeda, og M32 er lige over kernen.

Sådan gør du

  • For at se Andromeda med det blotte øje skal du finde et mørkt sted med langt til kunstige lyskilder. Et naturområde eller et sted på landet med god afstand til den nærmeste by er bedst.

  • Du kan godt opleve galaksen fra et sted med moderat lysforurening, hvis du bruger et teleskop med et filter, der fjerner det gullige kunstige lys.

  • For at tage gode billeder af Andromeda kan du med fordel montere et spejlreflekskamera med et teleobjektiv oven på teleskopet. Teleskopet skal have et beslag til kameraet samt en motor, der følger himlens bevægelse.

Vidste du at

Mælkevejen og Andromeda kolliderer med hinanden om fire milliarder år. De sorte huller i galaksernes centre vil smelte sammen, og spiralarnene bliver vredet i stykker. Til sidst dannes en ny elliptisk galakse omkring det nye sorte hul.

Måske er du interesseret i ...

Læs også