Sunita Williams: Rumvandring er som at flyve helikopter

Sunita Williams er en af vores udvalgte vovehalse i portrætserien om modige mænd og kvinder, som rykker grænserne på deres felt.

6. august 2013 af Rachel Hartigan Shea

Sunita Williams forestillede sig som barn, at tv-udsendelser som Star Trek var tegn på, at rumrejser ville blive en dagligdags begivenhed i fremtiden. Hun havde aldrig forestillet sig, at hun skulle blive en af pionererne.

Sunita Williams er 47 år og tidligere pilot i flåden. Hun har tilbragt 322 dage i rummet og 50 timer med at vandre i rummet, det længste, en kvindelig astronaut har præsteret. Hun mødte nogle astronauter for 20 år siden på et træningskursus for testpiloter – og fandt ud af, at hun med sin piloterfaring selv kunne blive astronaut.

Som astronaut kan hun også trække på sine erfaringer fra flåden. Rumvandring er som at flyve helikopter med en kampgruppe, siger hun. Man har fokus på sin opgave, men man er også hele tiden opmærksom på, hvor ens makker er.

Hvad gør størst indtryk på dig, når du er på vandring i rummet?

Udsigten – at befinde sig langt, langt oppe og se ned på nordlyset under en.

Er det skræmmende?

På min første rumvandring (i 2006) havde vi et problem med et solpanel, som vi var nødt til at se på. Da jeg begyndte at bevæge mig op (ad den arm, der forbinder solpanelerne til rumstationen), var det, som om jeg klatrede op ad en skyskraber. Jeg var nødt til at berolige mig selv: Der sker ikke noget. Jeg falder ikke ned. I rummet er det sådan, at hvis man lukker øjnene et øjeblik, kan man vende rundt på sin opfattelse af, hvad der er op og ned. Jeg huskede mig selv på, hvordan vi trænede i svømmebassinet med at klatre hen ad denne arm mens den lå på siden, så jeg sagde til mig selv: o.k., den ligger ned. Jeg klatrer ikke opad; jeg klatrer sidelæns.

Gør du noget for at bevare jordforbindelsen, når du befinder dig i rummet?

På min første rumtur svævede jeg altid ned i den (russiske) ende af rumstationen, hvor det eneste badeværelse var. (Kosmonaut) Misja Tyurin spurgte altid: "Vil du have noget te?" Og så sad eller svævede vi i 5-10 minutter og drak te og sludrede om løst og fast.

Hvad er dine fremtidsplaner?

Jeg kunne godt tænke mig på et tidspunkt at undervise syvendeklasser i naturfag. Men det kunne være fantastisk, hvis USA igen begyndte et nyt rumprogram. Jeg kunne rigtigt godt tænke mig at få chancen for at blive testpilot.

Måske er du interesseret i ...

Læs også