Hubble får nyt liv

Sidste år i maj gav astronauter Hubble-rumteleskopet, hvad der højst sandsynligt bliver dets sidste overhaling.

26. marts 2010 af Chris Carroll

Holdet, der omfattede rumvandrer John Grunsfeld, som aflagde det kredsende observatorium sit tredje besøg, reparerede strøm- og styresystemer for at føje endnu nogle år til Hubbles liv i dets bane højt over Jordens atmosfæriske dis.

De installerede også et nyt kamera og en ny spektrograf og reparerede to andre instrumenter for at gøre teleskopet mere produktivt end nogen sinde.

“Teleskopet har sin bedste tid foran sig,” siger Hubble-projektforsker Ken Sembach fra Space Telescope Science Institute i USA.

“Offentligheden bliver forbløffet.”

De mest kendte billeder fra Hubble, der fylder 20 år i april, viser galakser i frit løb, eksploderende stjerner og uhyggelige stjernetåger. Teleskopets øgede følsomhed og opløsning vil gøre dets nye billeder endnu mere spektakulære.

Og endnu mere dybtgående: Kort efter opgraderingerne rettede Hubble sigtet mod en mørk plet på himlen og indsamlede infrarødt lys i hele fire dage i træk for at observere nogle meget svage objekter. Billederne viser nogle slørede prikker, “blot en håndfuld pixels”, siger Garth Illingworth, astrofysiker på University of California i USA. Disse prikker er nogle af de fjerneste og dermed ældste objekter, der nogen sinde er observeret – små, tidlige galakseklatter, der skinnede for 13,1 milliarder år siden.

Universet selv er kun 13,7 milliarder år gammelt. “Det nye kamera har skubbet grænsen flere hundrede millioner år tilbage mod begyndelsen,” siger Garth Illingworth.

Måske er du interesseret i ...

Læs også