NASA opdagelse: Jord-lignende planet

Klippeagtig verden, som er 1,4 gange større end Jorden, er et "missing link", siger astronom.

12. januar 2011 af Richard A. Lovett, National Geographic News

Den mindste planet, der endnu er opdaget uden for vores solsystem, er blevet fundet i kredsløb om en sollignende stjerne omkring 560 lysår borte, oplyser astronomer. Planeten, der har navnet Kepler-10b, er kun 1,4 gange større end Jorden og 4,6 gange tungere. Planeten er fundet ved hjælp af NASAs rumsonde Kepler og er den første af over 500 kendte exoplaneter, der med sikkerhed er klippeagtig - ligesom Jorden, Mars, Venus og Merkur.

Kepler blev opsendt i marts 2009 og er konstrueret til at jagte potentielt beboelige, Jord-lignende planeter. Astronomer har studeret Kepler-10b siden opdagelsen i 2009, hvor holdet blev opmærksom på, at dens værtsstjerne i perioder lyste svagere, når planeten passerede forbi foran den. Det var ingen let opgave at finde så lille en planet på den måde - hvis man betragtede Jorden på en tilsvarende afstand, ville den kun medføre en reduktion af solens lysstyrke på 0,01 %. Det siger Natalie Batalha fra San Jose State University i USA, som er hovedforfatter til en kommende videnskabelig artikel om opdagelsen.

"Forestil dig, at du har 10.000 lyspærer og så fjerner den ene. Det er den forskel i lysstyrke, vi er på udkig efter," siger Natalie Batalha. Men efter at have brugt Kepler og andre instrumenter til at beregne den nye planets størrelse, masse og tæthed nøjagtigt "ved vi, at der uden tvivl er tale om en klippeagtig verden", siger Natalie Batalha.

Mindste planet har massefylde som jern

For at få et tydeligere billede af Kepler-10b kiggede forskerne på værtsstjernens egenskaber, når den reagerede på stjerneskælv. Stjerneskælv er akustiske forstyrrelser, der får hele stjernen til at vibrere som en klokke. "På samme måde som vi bruger ultralyd til at undersøge et ufødt foster og jordskælv til at undersøge Jordens indre, bruger vi stjerneskælv til at undersøge den indre struktur og egenskaberne for selve stjernen," siger Natalie Batalha.

"En lillebitte stjerne giver andre frekvenser end en stor - ligesom når man stryger en violin og får en anden lyd, end når man stryger en cello."

Ved hjælp af stjerneskælv kunne Natalie Batalha og hendes kolleger præcist bestemme stjernens størrelse, masse og alder, og det gjorde dem igen i stand til at foretage nogle meget præcise beregninger af den nye planets egenskaber. Astronomerne har omhyggeligt observeret de bittesmå variationer i stjernens lysstyrke for at bestemme størrelsen af Kepler-10b. Observationerne afslørede desuden, at planeten er meget tæt på stjernen og foretager et kredsløb hver 20. time.

Ved hjælp af W. M. Keck-observatoriet i Hawaii har Kepler-holdet lavet nøjagtige målinger af de bittesmå ændringer i bølgelængden af værtsstjernens lys. Disse data viste, hvordan stjernen rokkede frem og tilbage som reaktion på planetens tyngdekraft, og det gjorde dem i stand til at beregne masserne af begge himmellegemer.

På baggrund af de kombinerede data konkluderede holdet, at Kepler-10b må være en klippeagtig verden med en gennemsnitlig massefylde på 8,8 gram pr. kubikcentimeter - omtrent det samme som en klump jern.

Klippeagtig verden er "planetarisk missing link"

Selv om den er klippeagtig, er det dog ingen garanti for, at planeten er beboelig. I tilfældet med Kepler-10b vender den ene side af planeten altid ind mod stjernen, hvilket betyder, at denne side har en overfladetemperatur på 1370 grader Celsius, anslår Natalie Batalha. Det er meget usandsynligt, at en sådan verden har en atmosfære, eftersom de brændende varme gasser hurtigt ville forsvinde ud i rummet.

Ikke desto mindre er Kepler-10b et meget vigtigt fund, siger Geoffrey Marcy, der er planetjæger på University of California i USA. Geoffrey Marcy er også involveret i Kepler-missionen, men er ikke fast medlem af Natalie Batalhas gruppe. "Inden for astronomien har vi gennem 15 år opdaget kæmpestore gasplaneter. Men det ultimative mål er at opdage beboelige verdener ligesom Jorden," sagde han på et møde i American Astronomical Society.

Ifølge Geoffrey Marcy er Kepler-10b det "planetariske missing link". "Det er med sikkerhed ikke en gaskæmpe som Jupiter. Den er heller ikke beboelig - dertil er den for varm. Det er en overgangsplanet, der ligger et sted mellem en gaskæmpe og det, vi håber på at finde."

En anden mulig klippeagtig planet, COROT-7b, er måske endnu mere Jord-agtig i størrelse og masse, erkender Natalie Batalha. Men dens stjerne er langt mere aktiv med flares og andre forstyrrelser, og det gør det vanskeligt at indkredse vigtige data med den fornødne præcision.

"I tilfældet med Kepler-10 har vi været heldige," siger hun. "Det er en meget stille stjerne."

Måske er du interesseret i ...

Læs også