Var supermåne med til at sænke Titanic?

Kraftig massetiltrækning og højvande kan have sendt isbjerge på kollisionskurs med luksuslineren.

7. marts 2012 af Richard A. Lovett, National Geographic News

Idet Månen bevægede sig meget tæt på Jorden, og Solen lå på linje, kan den resulterende tiltrækning have sendt isbjerge på kollisionskurs i 1912.

Kun nogle uger før 100-året for Titanics forlis har forskere fremsat en helt ny teori om, hvad der kan have været en medvirkende årsag til den mest berømte skibskatastrofe i nyere tid.

Et ekstremt sjældent sammenfald af Solens, fuldmånens og Jordens positioner, siger de, kan ifølge en ny undersøgelse have udløst tragedien den 14. april 1912.

R.M.S. Titanic gik ned en måneløs nat, men isbjerget, som fik luksuslineren til at synke, kan bl.a. være sat i bevægelse af en fuldmåne, der indtraf tre en halv måned tidligere, siger forskere.

Denne fuldmåne, den 4. januar 1912, kan have fremkaldt det usædvanligt kraftige tidevand, der sendte en flotille af isbjerge sydpå, lige i tide til Titanics jomfrurejse, siger astronom Donald Olson fra Texas State University i USA.

Var det Månens skyld?

Selv dengang blev foråret 1912 anset for en usædvanlig højsæson for isbjerge. Grunden til det har imidlertid været et mysterium.

Donald Olson mener, at de mange isbjerge var resultatet af en sjælden kombination af himmelfænomener, heriblandt en "supermåne": når fuldmånen falder sammen med det tidspunkt på måneden, hvor Månen er tættest på Jorden.

Under nymåne og fuldmåne står Solen, Jorden og Månen på linje, og Solen og Månen forstærker hinandens massetiltrækning på kloden. Resultatet er, at vandstanden ved lavvande er lavere end normalt og vandstanden ved højvande tilsvarende højere, et fænomen, der kaldes springflod.

Derudover indtraf fuldmånetidspunktet og dermed springflodssammenfaldet den 4. januar 1912 kun seks minutter før, Månen passerede usædvanligt tæt forbi Jorden.

Rent faktisk var det den korteste måneafstand siden år 796, og Jorden vil ikke opleve en tilsvarende før 2257. Kombinationen af en meget nærgående måne og et astronomisk sammenfald mellem himmellegemer gav en særligt stor massetiltrækning på Jorden og derfor meget høje vandstande.

Titanic og tidevandsbølger

Hvordan kunne høje vandstande komme i vejen for Titanic?

For det første kan det have vrikket i udløberne af gletsjerne i de grønlandske fjorde og knækket en usædvanligt stor mængde sydgående isbjerge af.

Men isbjerge bevæger sig ikke så hurtigt. De isbjerge, som blev dannet på den måde, kan ikke være nået langt nok den 14. april til at komme i vejen for Titanic, konkluderer Donald Olson og hans kolleger.

I stedet, siger han, kan højvandet have påvirket ældre isbjerge, der var gået på grund på lavt vand ud for Labrador og Newfoundland i Canada.

Disse isbjerge strander ofte, indtil de smelter nok til at flyde igen. Men højvande, siger Donald Olson, kan også få dem til at flyde.

Og den usædvanligt kraftige springflod, som opstod den 4. januar, kan have fået en masse af dem til at flyde på én gang og sendt en sværm af isbjerge mod syd og ind i Titanics rute, siger han.

Imod tidevandet

Det er en interessant teori, men ikke alle er overbeviste.

Astronom Geza Gyuk tvivler således på, at springfloden den 4. januar 1912 var kraftigere end normalt.

Med få års mellemrum falder fuldmåner og nymåner sammen med den korteste månedlige måneafstand, uden at det skaber særligt mange isbjerge, siger Geza Gyuk, der leder afdelingen for astronomi på Adler Planetarium & Astronomy Museum i Chicago i USA.

Og med hensyn til tyngdevirkningens indflydelse på tidevandet gør det ikke den store forskel, om et springflodssammenfald indtræffer inden for seks minutter eller blot inden for et par dage af Månens tætteste position eller perigæum.

"En fuldmåne på et hvilket som helst tidspunkt dagen før eller efter perigæum vil have cirka den samme indvirkning på tidevandet," siger Geza Gyuk via e-mail.

Desuden, siger han, kom Månen den 4. januar 1912 kun omkring 6200 km tættere på end sit gennemsnitlige perigæum.

"Forskellen på tidevandskraften mellem perigæum [i januar 1912] og et gennemsnitligt perigæum er kun omkring 5 %," siger han.

Alt dette bestrider undersøgelsens medforfatter Donald Olson ikke. Imidlertid, siger han, kræver det ikke et voldsomt kraftigere tidevand at få et isbjerg til at flyde igen.

"Forestil dig, at du ror en robåd ind mod stranden" ved højvande og efterlader den der, hvor den først løber på grund, siger han. "Der skal ikke en meget højere vandstand til at bringe robåden flot igen."

Desuden, siger Donald Olson, "har vi fundet adskillige beretninger om rekordhøje vandstande ... kloden rundt i januar 1912."

Rapporten om Titanic og Månen bliver bragt i aprilnummeret af magasinet Sky & Telescope.

Måske er du interesseret i ...

Læs også