Vand fundet i Apollo-månesten

Har vi haft beviset lige foran næsen i flere årtier?

18. marts 2010 af John Roach, National Geographic News

Den amerikanske rumfartsadministration NASA lod for nylig to rumfartøjer kollidere med månen, hvorefter rumsonder i kredsløb afsøgte månens overflade for afslørende lysbeviser – alt sammen bekræftede, at det klippefyldte himmellegeme alligevel ikke er knastørt.

Nu viser det sig imidlertid, at håndfaste beviser for vand på månen har ligget lige foran os hele tiden.

Sidste onsdag meddelte forskere, at der er fundet bittesmå vandmængder i nogle af de berømte månesten, som Apollo-astronauterne bragte med tilbage til Jorden.

Mængden af vand i Apollos månesten og vulkanske glas skal dog allerhøjst måles i tusindedele ppm (parts per million) – og det forklarer, hvorfor undersøgelser af prøverne i slutningen af 1960’erne og begyndelsen af 1970’erne førte til en konklusion om, at månen var fuldstændig tør og gold.

”Det er først inden for de seneste 10 år, instrumenterne er blevet følsomme nok til at analysere selv vand i den slags koncentrationer,” siger Gary Lofgren, der er museumsinspektør for måneafdelingen på NASA’s Johnson Space Center i Houston i USA.

Gary Lofgren, som ikke har været involveret i den nye forskning, kalder det ”solidt arbejde”, der fortjener yderligere undersøgelser.

Ny beviskæde for vand på månen

De første antydninger om vand i måneprøver dukkede op i 2008 i tidsskriftet Nature, hvor forskere meldte, at de havde opdaget vandmolekyler i måneglas fra Apollo-missionerne.

Forskerne var dog ikke i stand til at bevise, at vandet ikke var blevet tilført månestenene på Jorden, måske ved skødesløs håndtering.

En måde at fastslå en vandprøves oprindelse på er at måle mængderne af forskellige brintisotoper i vandet – en teknik, der ikke var til rådighed for Nature-holdet, siger James Greenwood, der er professor i jord- og miljøvidenskaber på Wesleyan University i Middletown i USA.

Isotopmålinger kan fungere ligesom fingeraftryk. Vand fra Jordens kappe har et andet isotopforhold end vand fra eksempelvis en komet.

Mens undersøgelsen blev offentliggjort i Nature, lavede James Greenwood forsøg med en teknik til at studere den kemiske sammensætning af meteoritter fra Mars. Senere brugte han metoden på prøver af mineralet apatit udvundet af flere forskellige slags månesten for at finde frem til fingeraftrykket af vandmolekyler indeni.

Arbejdet beviser, at vandet i månestenene ”ikke stammer fra os”, sagde han ved en præsentation af sine resultater på den 41. videnskabelige måne- og planetkonference i Houston.

Vand i månens mineraler

Under præsentationen kundgjorde et andet hold opdagelsen af vand i apatitholdige klipper fra et af månens såkaldte månehave, mørke områder, der menes at være blevet dannet for længe siden af lavastrømme på månen.

Blandt andet ved at beskyde mineralet med en elektronstråle fra en mikroanalysator var forskerne i stand til at beregne mængden af gasserne fluor og klor i prøven.

Sammenholdt med kendte formler for apatit peger de tilstedeværende mængder af fluor og klor på, at der mangler endnu en komponent for at gøre mineralets krystalstruktur komplet.

Holdet konkluderede, at det manglende molekyle måtte være hydroxid – en almindelig komponent i apatit og et biprodukt ved spaltningen af vand.

Opdagelsen er ”et af de første tilfælde hvor der er fundet vand i et vulkansk månemineral”, og det er yderligere et bevis på, at månemagma generelt indeholder spor af vand, siger geoforsker Francis McCubbin fra Carnegie Institution for Science i Washington D.C. i USA.

”Selv om der er meget mere vand på månen, end vi tidligere har troet,” siger han, ”er den stadig mange gange mere tør end Jorden og Mars, og det er helt i overensstemmelse med de seneste 40 års studier af måneprøver.”

Hvor stammer månens vand fra?

Det næste, forskerne har planer om at undersøge, er, hvordan vandet er endt på månen. De fleste gæt går på, at det er sket i månens første levetid, kort efter at den blev dannet ved en kollision mellem Jorden og et himmellegeme på størrelse med Mars.

Ifølge James Greenwood fra Wesleyan University er én mulighed, at en iskomet ramte den flydende, unge måne, mens den stadig var i gang med at størkne.

En anden mulighed, siger Francis McCubbin fra Carnegie Institution for Science, er, at ikke alt vandet blev vredet ud, da stykker af Jorden blev sendt ud i rummet og dannede månen – med andre ord kan vandet stamme fra en urgammel udgave af Jorden.

De bittesmå mængder vand, vi nu finder i månesten, svarer omtrent til, hvad man ville forvente, hvis der var forsvundet vand under månens voldsomme fødsel, siger Francis McCubbin. ”Men man slipper aldrig af med det hele.”

Måske er du interesseret i ...

Læs også