Mini-magnetskjold fundet på månen

En lille magnetosfære beskytter et område på månens overflade mod solvind.

22. april 2010 af Anne Minard, National Geographic News

For første gang har forskere opdaget en mini-magnetosfære på månen – en magnetfelt-“boble”, der beskytter dele af månens overflade mod den skrappe stråling fra solen.

Mini-magnetosfæren, der er beskrevet i tidsskriftet Geophysical Research Letters i marts 2010, befinder sig i nærheden af månens ækvator, hvor sollyset kun rammer halvdelen af tiden. Det vil begrænse den energi, der er til rådighed for solfangere, hvis mennesker igen vender tilbage til månen.

Men der er tegn på, at der måske er andre magnetosfærer på mere gunstige landingssteder, der yder en vis beskyttelse mod stråling for astronauterne.

Magnetisk skjold som en sten i solens flod

Jorden er helt omsluttet af sin magnetosfære, fordi klodens massive jernkerne roterer inde i en smeltet yderkerne og fungerer som en magnetisk dynamo, der genererer et globalt magnetfelt.

Jordens magnetfelt strækker sig op til 78.000 km væk fra overfladen og fanger og reflekterer den konstante strøm af ladede partikler fra solen, også kaldet solvind, der ellers ville “grille” alt liv på Jorden.

Når et udbrud af solaktivitet indimellem overbelaster Jordens magnetosfære, trænger der ladede partikler igennem og reagerer med vores atmosfære.

“Jeg bor højt mod nord og kan kigge op og se de nordlys, siger Martin Wieser, der er seniorforsker på det svenske institut for rumfysik (IRF) og medforfatter til undersøgelsen.

Månen har derimod ikke noget globalt magnetfelt, så dens overflade bliver hele tiden bombarderet med solens ladede partikler.

Nye data fra den indiske månesonde Chandrayaan-1 har imidlertid bekræftet, at månen har en miniudgave af en magnetosfære, der dækker et lille område på den nordøstlige del af den side af månen, der vender væk fra Jorden.

Da Martin Wieser målte månens mini-magnetosfære i juni, var den 360 km i diameter. Magnetosfæren fungerer ligesom en sten i en flod og får solvinden til at bevæge sig hurtigere og blive kraftigere i en radius på 300 km omkring forhindringen.

Magnetfeltet i boblens centrum er 300 gange svagere end Jordens magnetfelt over ækvator og 600 gange svagere end feltet over Jordens poler.

Måske er du interesseret i ...

Læs også