Patient Jorden er dødssyg

Vi har sendt Den Blå Planet en tur til lægen for at få tjekket sit helbred. Resultatet er mildest talt nedslående.

20. april 2016 af Andreas Ebbesen Jensen

Hvis Moder Jord var en patient på et sygehus, ville hun få bekymrede blikke fra personalet.

Hendes temperatur ligger langt over normalen, hendes luftveje er forurenede og hun får sværere og sværere ved at holde på vandet.

Og det er alt sammen vores skyld.

Siden Homo Sapiens stak hovedet ud af en afrikansk hule for 4-5 millioner år siden, har mennesket inficeret Jorden som en virus og langsomt drænet hende for liv.

Men hvor slemt står det egentlig til for den 4 milliarder år gamle planet i dag?

Vi foretager et grundigt helbredstjek af den sygdomsramte patient.

Lungerne

Årtiers massiv CO2-udledning har efterladt Jorden med et sæt rygerlunger, der vil få selv Rolling Stones-guitaristen Keith Richards til at kvitte smøgerne.

Siden 1960’erne har USA været den største plage mod Jordens luftveje, men det økonomiske boom i Kina har fået verdens mest folkerige land til at indtage en klar førsteplads.

I 2013 udsendte kineserne 9.997 millioner ton CO2 direkte ud i atmosfæren, hvilket er lige så meget som USA, Indien og Rusland udsender til sammen.

De største udledere af fossile brændstoffer på verdensplan.

Men det er ikke kun afbrænding af kul og olie, der plager Jordens lunger.

Hvert minut fældes der 35 fodboldbaner af regnskov, hvilket nedsætter patientens lungekapacitet gevaldigt. Det er nemlig træerne og planterne, der er med til at fylde lungerne op med ilt.

Jorden er som en hårdt ramt KOL-patient, der konstant gisper efter vejret. Og hvis vi ikke griber ind og stopper udviklingen, kan hun meget vel snart have draget sit sidste suk.

Kropstemperaturen

Siden år 1900 er Jordens gennemsnitlige temperatur steget med 0,8 grader.

Det lyder måske ikke af meget, men den globale opvarmning har sendt Jorden ud i en tilstand af konstant feber.

Graf over den globale temperaturstigning siden 1880 og frem til i dag. Foto: NASA.

Som de fleste, der har været ramt af en slem omgang influenza, ved, så får feberen kroppen til at skeje ud på besynderlige måder.

Tornadoer, jordskælv og skovbrande hærger Jordens overflade som følge af de høje temperaturer - med enorme ødelæggelser til følge.

På klimatopmødet COP21 i 2015 forsøgte man at række en våd klud ud mod Jordens brændende pande i form af nye, ambitiøse klimamål.

Men spørgsmålet er, om behandlingen af Jordens feber kommer for sent?

Væskebalancen

Moder Jord er en ældre dame på 4 milliarder år, og den senere tid har hun haft gevaldigt svært ved at holde på vandet.

De højere kropstemperaturer smelter gletsjere og isbjerge over hele kloden, hvilket får vandstandene på Jorden til at stige.

Fortsætter tendensen frygter eksperterne, at de massive vandmasser vil sende Jorden det sidste stykke mod graven.

Der er over to millioner kubikkilometer is på kloden, som efter sigende vil tage over 5.000 år om at smelte. Hvis det sker, vil havene stige med 65 meter.

Og så er vi allesammen på spanden:

Illustration: National Geographic

BMI

Jorden er overvægtig. Og det er Asiens skyld!

Alene Kina og Indien står for en tredjedel af Jordens samlede befolkning, og siden 1960 er deres befolkning steget fra henholdsvis 667 og 450 millioner til svimlende 1,35 og 1,25 milliarder.

Og den massive befolkningsvækst slider på planetens helbred.

Ud over de førnævnte følgesygdomme, som alle er eskaleret på grund af en støt stigende befolkningsmasse, er de mange mennesker en kæmpe trussel mod Jordens biodiversitet.

En fjerdedel af klodens samlede dyrearter vil sandsynligvis dø som følge af menneskets massive rovdrift på naturen og udvidelse af byområder.

Ifølge IUCN (International Union for the Conservation of Nature) dør der i dag allerede op til 150 dyre- og plantearter hver dag.

Hvis det holder stik, så er der røget en art i svinget, mens du har læst denne artikel.

LÆS MERE: 5 fabelagtige ting ved global opvarmning

Måske er du interesseret i ...

Læs også