Har Jorden haft to måner?

Vores måne havde engang en mindre ledsager, men den blev ødelagt ved en kollision, der gjorde den ene side af Månen mere ujævn, siger forskere.

8. august 2011 af Ker Than, National Geographic News

Jorden har måske engang haft to måner, men den ene blev ødelagt ved en langsom kollision, der gjorde vores nuværende måne mere ujævn på den ene side end på den anden, siger forskere.

Astronomer har længe brudt deres hjerner over forskellene mellem den side af Månen, der altid vender mod Jorden, den nærmeste side, og den side, der altid vender bort, den fjerneste side. Topografien på den nærmeste side er ret lav og flad, mens den på den fjerne side er høj og bjergrig og har en meget tykkere skal.

Månen havde "ledsager"

Ifølge en ny computermodel, kan denne forskel forklares med, at en mindre "måneledsager" engang i Månens tidlige historie er kollideret med dens fjerneste side. En sådan kollision vil have plastret den fjerne side til med særligt hårdt klippemateriale, som nu udgør det månehøjland, vi kender.

For at teorien kan holde, skal den mindste måne være stødt ind i den store med omkring 7081 kilometer i timen.

"Det er den langsomst tænkelige hastighed, de to store himmellegemer kan være kollideret med, hvis de faldt ind i hinandens tyngdefelter," forklarer Erik Asphaug, der er planetforsker på University of California i USA og medforfatter til undersøgelsen.

Ved denne relativt langsomme hastighed har kollisionen på den fjerne side ikke været kraftfuld nok til at smelte klipper eller slå et krater. Men den har været voldsom nok til, at materiale fra den mindste måne er blevet spredt ud over den store.

"Det er ligesom et bilsammenstød, hvor kofangerne bliver krøllede, men bilerne smelter ikke ved sammenstødet," siger Erik Asphaug. "Her er der tale om et lignende fænomen."

Månekollision udløste meteorregn

Den nye teori, der er fremsat af Erik Asphaug og Martin Jutzi, der er ph.d.-forsker på University of California, bliver uddybet i det seneste nummer af tidsskriftet Nature.

Ifølge deres model eksisterede de to måner fredeligt side om side i omkring 80 millioner år, hver med deres egen stabile bane. Månerne havde samme farve og sammensætning, men den ene var omkring tre gange større end den anden, siger Erik Asphaug.

"Vores måne så ud som en stor tallerken på himlen ... og når den gik ned, fulgte den anden måne efter i en vinkel på ca. 60 grader," siger han.

Den korte periode med måneharmoni fik ifølge modellen en brat ende, da naturlig tyngdeudveksling med Jorden fik begge måner til at drive længere bort fra vores klode. Tyngdekraften fra Solen gjorde derefter den mindste månes bane ustabil og fik den til at falde ind mod sin større tvilling.

Selv om den ikke var særligt kraftfuld, sendte kollisionen billioner af ton månemateriale ud i rummet, hvilket skjulte begge måner i flere dage.

"Da støvet havde lagt sig, var der én måne tilbage, der sandsynligvis så ud, ligesom vores måne gør i dag," siger Erik Asphaug.

I op til én million år efter hændelsen blev Jorden bombarderet med månestykker i forskellige størrelser. Det største stykke kan have været op til 100 km i diameter.

"Meteorer har regnet ned fra himlen i en lang periode," siger Erik Asphaug, selv om der formentlig endnu ikke var noget liv på Jorden til at bevidne de spektakulære himmeloptrin.

Teori forklarer måneproblem

Astronom Jeffrey Taylor fra University of Hawaii i USA siger, at den nye måneteori er meget interessant og værd at studere nærmere.

Erik Asphaugs og Martin Jutzis model forklarer ikke alene Månens asymmetri, siger Jeffrey Taylor, resultaterne forklarer også, hvad der er sket med de mindre, ledsagende himmellegemer, som ifølge en anden teori skulle være dannet omkring vores måne.

En af de mest udbredte teorier om dannelsen af vores måne er, at den blev født, efter at en klode på størrelse med Mars var stødt ind i Jorden kort tid efter solsystemets dannelse for omkring 4,5 milliarder år siden.

Forskere mener, at dette tidlige sammenstød skabte en ring af smeltet klippemateriale omkring Jorden, og at det siden samledes til flere himmellegemer, heriblandt vores nuværende måne.

Men "hvis det er tilfældet, hvad skete der så [med de mindre måner]? Dette er en af de ting, der kan være sket med dem", siger Jeffrey Taylor, der ikke har medvirket i undersøgelsen.

Den nye teori er dog ikke uden problemer. Den forklarer for eksempel ikke, hvorfor den ujævne, fjerne side af vores måne har et højt indhold af aluminium, siger Jeffrey Taylor.

Hvis de to måner blev dannet af det samme materiale, sådan som det forudsættes, burde den ledsagende måne og dens rester have et lavt indhold af aluminium, ligesom vores egen månes indre.

Men dette problem kan måske løses gennem fremtidige månestudier, siger Jeffrey Taylor, og det er ikke alvorligt nok til at lade teorien falde.

"Det betyder bare," siger han, "at der er endnu flere spændende problemer at arbejde med."

Måske er du interesseret i ...

Læs også