Red Bull og Budweiser overalt

Det tager os fem timer at køre de 29 km til nomadelejren Tsachuka ved foden af Nubgang-passet, og da vi når frem, er vi godt møre. Vores chauffører tænder et lille bål, og efter en frokost bestående af strimler af tørret yakkød og smørte fortsætter Sue og jeg turen op mod det legendariske pas til fods.

Til vores store glæde er den gamle vej nem at se. Den snor sig op gennem et græslandskab, som er spækket med sorte, langhornede yak­okser. Efter to timers hård opstigning kommer vi forbi to tindrende safirblå bjergsøer. På den anden side af søerne forsvinder alt det grønne. Nu er der kun sten og himmel tilbage. Det er over 50 år siden, at muldyrkaravanerne med te holdt op med at krydse passet, men før da blev stien vedligeholdt i 1000 år. Store sten blev flyttet, og stentrin bygget, og det er her alt sammen endnu. Sue og jeg siksakker os gennem de løse sten på den murbeskyttede sti helt op til passet.

Det sadelformede Nubgang-pas er tydeligvis forladt. De få bedeflag, der stadig blafrer i vinden, er tyndslidte, og dyreknoglerne oven på varderne er helt blegede. Her er stille som graven. Sue stirrer på de snedækkede tinder, der omgiver os som nøgne, grå pyramider. Gennem mange hundrede år er det kun meget få vesterlændinge, som nogensinde har stået her. Sue følger stien med øjnene ned i den næste dal.

“Kan du se det for dig?” spørger hun.

Dét kan jeg. Jeg ser 100 muldyr, som arbejder sig op mod os med støvet hvirvlende omkring hovene. Telæssene gynger fra side til side, og deres førere holder udkig efter røvere, der kunne ligge i baghold i Nubgang-passet.

Vores motoriserede cowboys venter på os næste morgen, da vi kommer ned igen. Vi sætter os i sadlen og begynder den lange tilbagetur. Ved middagstid standser vi uden for to sorte nomadetelte, der er omgivet af yakgødning i nydelige stakke. Hvert telt er forsynet med en stor solfanger, og i græsset udenfor holder en ladvogn, en firhjulstrækker og to motorcykler. Nomaderne inviterer på skoldhed smørte.

Inde i teltet står en gammel kone og drejer på en bedemølle. En ung mand laver mad, mens et par midaldrende mænd sidder på tykke, tibetanske tæpper. Ved hjælp af tegnsprog og en lommeparlør spørger jeg, hvordan de har råd til deres køretøjer. De griner højt og begynder at snakke om noget andet. Da vi er færdige med at spise et måltid bestående af ris, grønsager og yakkød, finder familiens overhoved en blå metal­kasse frem, låser den op, lirker låget af og gør tegn til, at vi skal kigge. Indeni ligger der flere hundrede døde sommerfuglelarver.

“Yartsa gompo,” siger vores vært stolt. Hver tørret sommerfuglelarve kan indbringe 20-50 kr., og der ligger nok for 50.000 kr. i den blå kasse. Yartsa gompo, som i Kina kaldes chong cao, er en parasitbefængt sommerfuglelarve, der kun lever i græsområder over 3000 meters højde. Parasitten, som er en slags svamp, dræber sommerfuglelarven og æder den.

Hvert forår afsøger de tibetanske nomader omhyggeligt deres yakoksers græsgange for sommerfuglelarverne, for de er mere værd end alle deres yakokser tilsammen.

Overalt i Asien sælges chong cao i butikker med kinesisk folkemedicin som et universalmiddel mod alderdomsskavanker og alle mulige andre dårligdomme lige fra infektioner og betændelse, træthed og hoste til kræft. De bedste sommerfuglelarver udstilles i klimaregulerede glasmontrer og koster næsten 400 kr. pr. gram, hvilket er cirka dobbelt så meget som dags­prisen på guld. Tibetaneren lukker sin skatkiste og gemmer den godt af vejen i siden af teltet. Før vi tager af sted, insisterer han på, at vi skal have endnu en kop skoldhed te med yaksmør.

Mens vi kører af sted hen over højsletten, kommer jeg til at tænke på det ironiske ved den gamle Tevejs nye handelsvare. Tibetanerne rider ikke længere på heste, og te er ikke længere den foretrukne drik i Tibets byer (Energidrikken Red Bull og Budweiser-øl ses overalt). Men ligesom teen stadig kommer fra de traditionelle områder i Kina, findes chong cao kun på Det Tibetanske Plateau. Der strømmer måske nok sko, shampoo, tv-apparater og brødristere vestpå ad de asfalterede strækninger af den gamle Tevej, men der går også noget den anden vej. I dag er kineserne nemlig villige til at betale lige så meget for magiske sommerfuglelarver, som de engang ofrede på uovervindelige heste.

• Forrige Side 4 af 4